Nr. 33 på vej

Så er nr. 33 afleveret til trykkeriet, og nu må vi så vente til den 15. juni, hvor bladet udkommer. Vi skal denne gang ud at køre med VaGJ M1 i Hans Gerners selskab, vi ser på Bernd Krupkas bane, Allan Testrup er nået til 1970’erne i sine erindringer, der er masser af nyheder så som Ckm fra A.C.M.E., de skønne Lynetter fra Heljan, Jouefs nye image, Fallers dampmaskine, et par interessante byggeartikler med en lille domkirke og en meget speciel bil – og Rocos nye HFHJ-godsvogn samt Pikos Esso-tankvogn.

Der er reportage fra DMJU-udstillingen og flere boganmeldelser, herunder en kort omtale af den splinternye bog om ODIN af Poul Thestrup, nyt fra Danmarks Jernbanemuseum – og nogle nyopdukkede, gamle jernbanebilleder fra private gemmer. Niels Nørby viser, hvordan han laver PU-signaler og en udliggermast i H0, der er nye palmer af ætset metal i H0, laserskåret københavnerfortov – og så er der flere læserreaktioner på artikler i de foregående numre. Naturligvis er der mere end blot disse få opremsninger. Kort sagt – det er atter et nummer fyldt med varierende og alsidige artikler om jernbaner i stort og småt.