Nr. 37 er udkommet

Spor og baner nr. 37 er udkommet. Den relativt sene udsendelse skyldes Nürnberg-messen, men bladet er blevet udsendt den 22. februar. Det indeholder som sædvanlig en bred vifte af forskellige artikler, lige fra nye figurgrupper over forskellige byggerier til modeljernbanen til reportager fra ind- og udland. Det er svært at fremhæve én beretning frem for en anden, men en interessant artikel, der byder på lidt “hjernegymnastik”, er Finn Frøsigs rangerplan på anlægget Lustrupholm. Det viser også, at et anlæg aldrig bliver færdigt og hele tiden kan udbygges/ændres og derved få mere indhold.

Der er gennemgang af flere, spændende nyheder, blandt andet Viessmanns nye “Geisterwagen”, af Liliputs DE 2500, Pikos BR 111 og VT 98 – men også af Swedtrams klassisker KS-bogievognene. Eller hvad med nye mellemvogne til Heljans Lynetter eller EpokeModellers redningsstation? John Schøler Nielsen fortæller om, hvordan han genskabte et bymiljø fra Københavns Nordvest-kvarter ned i mindste detalje – og så er der nye smalsporsmodeller fra DDR og Ungarn foruden flere boganmeldelser – samt alt det andet.

Spor og baners første særhæfte, fortællingen om Heljans små huse, udkommer den 1. marts. Du vil kunne købe/bestille det hos din sædvanlige forhandler, det vil være til salg i omkring 60 bladkiosker landet over, herunder på de største banegårde – men kan du ikke få fat i det hos din forhandler, kan du bestille det her: bestilling@sporogbaner.dk.

OBS! Husk navn og adresse – samt at der ved bestilling hertil skal lægges porto (kr. 40,-).

På årets Nürnberg-messe havde jeg lejlighed til at mødes med Nils Hirche fra Brawa, som havde medbragt den første håndmodel af Traktor Nr. 1, den tidligere Wehrmachtstraktor V 36. Den skal komme i årets løb. Brawa regner med at fremstille den i oprindelig, tysk bemaling, så det bliver interessant at se den endelige udgave. Modellen havde hvid litrering, men alle “håndmodeller” og katalogillustrationer er blot “foreløbige” og kan blive ændret undervejs.

Foto: Suzanne Henriksen.

 

Tags

Custom meta box

Page Details

Type:
Video ID:
ex. h6zo_7nvwNU (youtube)
ex. 39792837 (vimeo)