Nr. 38 er udkommet

Spor og baner nr. 38 er udkommet og indeholder naturligvis 60 sider som altid. Som det ses, drejer det sig blandt andet om litra N, der atter en gang er aktuel såvel som model som i litteraturen. Vi tager med Hans Gerner til Hundested med HFHJ, hører om den hemmelige modeljernbane, tager en tur under London med smalsporet posttog og bygger en danskinspireret banegård.

Der er nye Tuborg-vogne i H0 fra Märklin, Railpro-vognen fra Roco, verdens grimmeste bil og nyt om Heljans MaK-maskiner. Dertil kommer artikler om todækkere på vej og bane samt en mængde boganmeldelser – jo, der sker virkelig meget på området for tiden. Husk også at kigge efter Heljan-hæftet hos din forhandler – heri får du hele historien bag de populære Heljan-modelhuse fra begyndelsen til de sidste modeller.

Husk den spændende Legetøjsmesse i Frederiksberg-Hallerne den 22. april – Spor og baner er der som sædvanlig, lige indenfor i vestibulen. Vi medbringer et udvalg af bøger og blade, DSB- og OHJ-rutebiler, Olsen Bandens Chevrolet, Lissabon-sporvognen og en dansk nyhed til modelvejene. Den har aldrig været lavet før i H0/skala 1:87.

Mere vil jeg ikke afsløre her – men modellerne er ankommet. Der er kun kommet ni stk., og der kommer ikke flere før til efteråret.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg