Die drei dänische Ganoven…

Tekst og fotos Flemming Søeborg
Die drei dänische Ganoven* – de tre danske lurendrejere – sådan præsenteres vore ‘antihelte’ Egon, Kjeld og Benny, når de som her optræder i helt korrekt H0-størrelse fra det tyske firma Modellbahn Union med alle detaljer på plads. Der er tale om et eller rettere to sæt med de populære filmfigurer, der nu – omsider – kommer i nærmest perfekt udførelse i modsætning til de grove og karikaturagtige figurer, der hidtil har været enerådende på markedet.
De tre kommer som sagt i to sæt. Det ene er som rangerpersonale fra filmen “Olsen Banden på sporet”, hvor de står i/på traktor 57 og kører på skinnenettet, mens alle andre tog holder stille. Det andet sæt er mere universelt og viser dem stående, mens de afventer Egons bemærkning: “Aktionen starter kl. 16.55 præcis!”

Egon kigger på armbåndsuret, mens cigarstumpen sidder i hans mund. Kjeld holder krampagtigt fast på jordemodertasken, mens han vel siger “Ja-ja, men nu er det vel ikke noget farligt?”, mens Benny er med på den værste – sådan da.

Uh – nu er det vel ikke noget farligt…?

Nej, det er ligetil og ud ad landevejen – og jeg har fyldt benzin på – for ti kroner!
Figurerne er 3D-printede og håndmalede med stor præcision, og ansigtsudtrykkene, positurerne og detaljerne er helt i orden – det er fantastisk. For dem, der vil have den orange traktor kørende på anlægget – den kommer senere i år i en helt ny udgave fra firmaet Saxonia med og uden lyd – er sættet med de tre venner i arbejdstøjet uomgængeligt, mens sættet med dem i ‘civilt tøj’ kan bruges overalt – godt nok ser Egon lapset ud, Benny ligner en sjover med kikset tøjvalg, kun Kjeld ser nogenlunde almindelig ud, men i den mundering kan de tre sagtens indgå i et ældre miljø i epoke III og er ikke bundet til epoke IV med traktoren. Og i øvrigt – husk, at på dit anlæg er det dig, der bestemmer og styrer taktstokken og slagets gang.

Å ja – de citrongule sokker – hvem andre end Benny kunne bære dem?
Men her er altså det seneste skud på merchandise med Olsen Banden til modelbanen. Og – hvis jeg må hviske dette i øret – www.frisporet.dk har stadig en række Chevrolet Bel Air på lager til DKK 320,- pr. stk. Du kan altid ringe på 26 15 25 50 eller sende en e-mail til frisporet@frisporet.dk, hvis du vil bestille én eller flere modeller (og jeg har også TAARUP-grønthøsteren på lager i byggesæt). Se også facebook-siden “Modeltog på auktion og salg“, hvor du kan se en masse af mine andre ting – tog, huse og biler – til salg.
Modellbahn Union MU-H0-W99075 Drei dänische Ganoven (civilt tøj). Pris cirka 275.- DKK
Modellbahn Union MU-H0-99076 Drei dänische Ganoven (arbejdstøj), Pris cirka 275,- DKK
Med venlig hilsen,
Flemming Søeborg
*Ganoven oversættes egentlig med “svindler” eller “tyv”, men det forekommer mig at være lige lovlig hårdt, for trods alt ender de som regel selv i fedtefadet, så derfor finder jeg “lurendrejere” bedre til at beskrive deres karakterer.

