Dueslaget på Markedspladsen

Tekst og fotos Flemming Søeborg

Det kunne lyde som en knaldroman – Dueslaget på Markedspladsen (ikke Markuspladsen!), men det er profant nok – det drejer sig nemlig om ruinen af Fåborg Brevdueforenings klubhus i udkanten af byen på vejstykket Markedspladsen, i dag mere kendt som Fionavej efter en nu nedlagt tapetfabrik. Gennem mange år lå huset dér, et aflangt, engelskrødt træhus med hvide vinduer, en lille flagstang og borde og bænke udenfor. Det var velholdt og havde ‘menneskelige dimensioner’, et enkelt og prunkløst hus – nærmest et forlænget kolonihave- eller kolonnehus, vil jeg kalde det. Jeg så det ofte, mens jeg boede i byen, men jeg tænkte aldrig på at tage billeder af det, inden det var for sent.

I januar i år (2026) kom jeg atter forbi huset, og nu var det på høje tid at få fotograferet det, for ikke kun var det stærkt forfaldent, det var også hærget og raseret efter en voldsom brand i foråret 2025. Det varer nok ikke længe, inden det er helt væk, men endnu stod ruinen der.

Jeg havde desværre hverken målebånd, landmålerstok eller tommestok med, ellers havde det været let at måle resterne op. Men ud fra dørmål kan det nok lade sig gøre at lave en arbejdsskitse af huset, hvis man vil have en model af det på sin modelbane. Så vidt jeg husker, stod navnet i hvide, udskårne 20 cm høje bogstaver på gavlen, men der var ingen rester at se denne bidende kolde vinterdag.

Den morbide charme

I øvrigt har det sin egen, morbide charme at se og fotografere sådanne ‘maleriske’ ruiner, inden de er helt væk. Enkelte modelhusfirmaer har med større eller mindre held forsøgt at lave ruiner – bedst kendt er vel Vollmers bryggeri-ruin og Polas saneringsklare byhuse, men i nyere tid har Busch lavet en stærkt forfalden lade, hvor diverse landbrugsmaterialer har fundet deres sidste hvile.

Busch’s forfaldne, halvt rådne skur eller lade – her gør det ikke så meget, hvis samlingerne ikke bliver helt perfekte

Alskens gammelt ragelse, skrald, skrot har indtaget laden sammen med nedfaldne tagsten, ukrudt og andet

Nærbillede af de frønnede brædder på væggene – meget realistiske årer i træet og en splint her og der

Joswood har lavet et råddent skur og en gennemhullet godsvogn af HD-klanen (tysk udgave). Skuret, som er lavet af en art karton, virker ikke rigtigt overbevisende, så det er bestemt en kunst at lave ægte, forfaldent forfald’.

Her er skuret i sin helhed – de lodrette vægge kan nok gå an, men taget virker ikke særligt overbevisende, selvom det nok skal give indtryk af at være dækket med tagpap

Nærbillede af Joswood-skuret med facadevinduet – det har oprindeligt været en kiosk, som bestemt har fremtiden bag sig

En busk er vokset op, nærmest gennem væggen – plankerner virker godt ældede

Det franske P.N. Sud har lavet en flot gipsstøbning af en halvt nedrevet, fransk ledvogterbygning – den er svær at bygge og dekorere, så den bliver flot og korrekt!. Den afventer den helt store omgang.

Æsken med PN Suds franske ledvogterhus ‘en demolition’ – trist at se

Der er om én massiv resin-blok med løse brædder, tagdele og andet – det kræver nøje arbejde at få et realistisk udseende

Dejligt meget affald og forfald – her bliver noget at arbejde med

Her er så mit lille diorama, der viser den visionaliserede fantasi om, hvordan Benny fra Olsen Banden fandt sin drømmebil – en Chevrolet Bel Air – hos brugtbilhajen Bøffen. Her vokser der godt med ukrudt rundt om bilen, diverse former for skrald flyder rundt om og på vognen, og i det hele taget virker grunden svampet og moseagtig – svup, svup, når man går i det.

Det stolte øjeblik, hvor Benny får øje på drømmebilen, en Chevrolet Bel Air. Bøffen lugter en god forretning og nærmer sig…

“Den skal jeg have”, tænker Benny, “den er perfekt til mig”. Resten kender vi.

Og til sidst et kig på ‘bevidst, statsligt planlagt forfald’ – nemlig perrontunnellen på Nyborg H. i 1998, altså godt et år efter, at jernbanetrafikken forsvandt fra den stolte banegård og blev forlagt til den noget primitive Ny Nyborg station i forbindelse med åbningen af Den faste Forbindelse over Storebælt. Ganske fornuftigt at piktogrammet til venstre henviser fodgængere til perronen…

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

Udsendt den 3. marts 2026