E 410 – Europa-lokomotivet

Tekst og fotos Flemming Søeborg

E 410 – en nyhed fra Lima i 1967

Den blå Primadonna

Katalogbillede fra Piko

Piko har netop udsendt den elegante model at det tyske ”Europa-lokomotiv” E 410 (senere BR 184). Lokomotivet var et af de første eksempler på et europæisk ellokomotiv, der kunne køre grænseoverskridende trafik under flere forskellige strømsystemer. E 410 fremkom i 1965 og udmærkede sig ved, at det ud over at kunne køre i (Vest-)Tyskland også kunne køre i Frankrig, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Den franske pantograf kunne også benyttes i Italien.

To af de fire forskellige strømaftagere på taget. Her kan man også nyde de fine, gennembrudte gangbroer af ætset metal på taget

På grund af det mindre fritrumsprofil i Frankrig måtte lokomotivkassen bygges lavere end normalt i Tyskland. De fire strømsystemer var 1.500 og 3.000 V jævnstrøm og 15.000 V/ 16 ²/₃ Hz og 25.000 V/ 50 Hz vekselstrøm. De havde fire styk seks-polede motorer, der kunne yde 3.000 kW ved 93 km/t. Tophastigheden var 150 km/t. De tre første (E 410 001-003) blev bygget af Krupp og AEG, de sidste to (E 410 011, 012) blev bygget af BBC.

Fine, tynde kabler og andre detaljer på “tagterrassen”

Lokomotivet havde fire pantografer på taget. Som følge sf flerstømssystemet undgik man de lange ophold på grænsebanegårde, hvor der skulle skiftes lokomotiver. Det blev dog ved fem stykker af E 410, men de gjorde et godt forarbejde hen mod en mere ensartet jernbanedrift i Europa – et arbejde, som langtfra er overstået i dag.

E 410 001 med den oprindelige, kortvarige litrering

Året efter blev lokomotiverne omlitreret til det nye, edb-baserede litreringssystem og fik nu betegnelsen BR 184. Lokomotiverne var relativt gode, men med tiden viste den avancerede teknologi sig at være et problem, så ’den franske del’ af strømsystemet og de tilhørende pantografer (til jævnstrøm) blev udkoblet, og efterhånden blev maskinerne samlet i region Saarland, hvor de kørte som eksprestogslokomotiver.

En anden tagdetalje – fine jalousier på en opbygning

De blev udrangeret i årene 1981-2002, men de viste, at det var muligt at konstruere lokomotiver til flere strømsystemer, og det benyttes jo i vidt omfang i dag. To af maskinerne, BR 184 003 og 112, er bevaret og kan ses i Deutsches Technikmuseum i Berlin hhv. Rundhaus Europa i Augsburg, mens resten er ophugget.

Modellen

E 410 med ‘knaphulsemblem’ – DB-logoet placeret oppe i venstre hjørne, et brud med traditionen

Første gang, jeg stødte på en model af dette meget smukke, kølige og velafstemte lokomotiv, var i Limas katalog i 1967. Lokomotivet adskilte sig markant fra den tids sædvanlige, vesttyske lokomotiver såsom E 10, E 41, E 50 og andre, mere klassiske, bastante typer. I kataloget var lokomotivet lyseblåt, hvilket jeg troede i mange år, at det var. Lima har åbenbart ikke selv været helt klar over farven,

Den ‘knækkede’ front på E 410 – selv DB-logoet er knækket

Formgivningen af E 410 var ganske enkelt elegant, med lange, bløde linier, knækket front og en afdæmpet, mørkeblå lakering, der netop kunne give lokomotivet anstrøg af ophøjet kølighed og afstand til ’pøbelen’, de profane hverdagslokomotiver. Måske en slags BMW på skinner. DB-signetet, som normalt sad midt på siden af lokomotiverne, var her placeret oppe til venstre bag førerhuset, hvilket gav maskinerne et mere eksklusivt og fornemt udseende – lidt ligesom et diskret firmalogo på en revers.

Jeg var forgabt i modellen – men samtidig var jeg som edsvoren märklinist særdeles forbeholden over for en jævnstrømsmodel. Fleischmann og beslægtede firmaer var ikke at regne som ’rigtige, elektriske tog’, der var kun Märklin, der talte. At piben mange år senere skulle få en anden lyd, skyldtes Märklin selv: I 1990’erne, da jeg efter en årelang pause igen tog fat i modeljernbanen og investerede i de sindssygt dyre K-skinner, opdagede jeg, at Fleischmanns små tenderlokomtiver, ombygget til trelederdrift, kørte langt bedre på Märklins elendige K-skinner end Märklins egne lokomotiver som f.eks. det kolossale BR 50. Så var konklusionen klar: Væk med Märklin, skift til tolederdrift, og det NU! Resolut pakkede jeg alt mit Märklin-materiel ned i en stor kasse (men beholdt barndommens få bevarede modeller), sendte det hele til en renommeret brugttogshandler og skiftede sporenstregs til H0-toleder jævnstrøm – det digitale var endnu for nyt og usikkert for mig. I dag kunne jeg slet ikke forestille mig at køre analogt igen – Rocos digitale system er legende let at betjene, mens jeg er dybt forundret over Märklins i mine øjne meget indviklede digitale system, jeg aldrig har forstået og for længst har pakket væk.

En drøm

Bogie med matrøde, delvist gennembrudte hjul

Men drømmen om E 410 slap mig aldrig. Desværre syntes ingen producenter at kere sig om forbilledet, og efterhånden gled ønskerne i baggrunden, og der kom jo så meget andet, dansk materiel, som jeg i stedet kastede mg over. Men så skete der noget i maj 2025: Piko udsendte en nyhedsmail, og den første model heri var – E 410! Det må jeg sige, jeg var overrasket – og overvældet. Jeg skyndte mig at nærlæse produktteksten, og herefter var der ingen tvivl i mit sind – det var en model, jeg ubetinget måtte anskaffe. Og nu er den her, en særdeles vellykket, smuk og fascinerende model.

De fire pantografer er klappet op – maskinen er solidt fastgjort til en stump stiliseret spor

Overdelen er mørkeblå med en formgivning, der danner bindeled mellem f.eks. E 10 ¨Strygejernsfolden¨ (med den knækkede front) og senere, mere afrundede fronter. Siderne er stramt opbyggede med fire højtsiddende jalousier, lidt henad E 03. Endvidere er der sikker hen langs siderne – ikke dominerende, men diskrete, der understreger elegancen. Lokomotivet er fast monteret på et sort skinnestykke, og Piko har vedlagt et stykke værktøj til løsgørelse af modellen – emballagerne bliver mere og mere raffinerede, men også mere komplicerede at håndtere.

Oppe på taget finder man de fire pantografer til de forskellige strømsystemer. Pantograferne er monteret uden synlige skruer . her var Roco først med denne løsning. Mellem dem er der adskillige røde kabler og brune isolatorer. Nederst på siden er der et gråt ’bælte’ med tekniske påskrifter. Hjulene er pudsigt nok gennembrudte og matrøde, mens fronterne har et fint ’knæk’ midtpå og ellers typiske Bundesbahn-frontruder. og lanterner Lokomotivet har fra starten indbyggede front- og slutsignaler. Også her dannede F 410 forbillede for de senere serier af ellkomotiver til DB. I digitaldrift kan lyset tændes i førerrum og maskinrum. At modellen kører fremragende, er der vel knappest nogen grund til at nævne. Den kan udstyres med en PluX22-dekoder.

En venlig og imødekommende europæer – en helt aktuel nyhed i dobbelt forstand

Mig bekendt har BR 184 aldrig været i Danmark, eftersom de var under udrangering, da den omfattende elektrificering herhjemme for alvor gik i gang tilbage i 1980’erne. Det gør intet for mig – jeg vil fra tid til anden lade E 410 køre rundt på mit kommende anlæg med en stribe grønne og blå tyske D-togvogne samt et par franske varianter.

Pudsigt nok har L.S. Models næsten samtidigt tilkendegivet, at de senere i 2025 udsender deres version af E 410 i et hav af  varianter, så den fælleseuropæiske tanke har måske fået mere gods i årets løb?

Piko art. nr. 21000 Ellokomotiv E 410 fra DB. Epoke III-IV. H0-model, DC/analog. Pris ca. kr. 1.600, -.

Artiklen er udgivet den 14. juni og efterredigeret den 21 juni 2025