En tur til Oslo

Tekst og fotos Flemming Søeborg

Efter knapt 50 års ‘fravær’ var det endelig tid for mig at genbesøge Oslo i juni 2026 i en kort, hektisk weekend. Da jeg kom med toget sent om aftenen til Oslo Sentralstasjon, så jeg nattoget til Bergen holde på den anden perron, og passagererne – mest unge mennesker – var ved at registrere sig ved en mobil pult eller skranke på perronen. Det så meget godt ud – dels fordi det hele foregik i det fri lige ved siden af toget, dels fordi det næsten udelukkende var unge mennesker, der benyttede nattoget. Det lover da godt for fremtiden – klima- og miljøbevidsthed er fremtidens løsen.

Man står pænt i kø og venter på at få sin plads i toget. Oslo S., den 4. juni 2026

Jeg talte senere med en række nordmænd om nattoget, og alle var glade for det, for turen til Bergen (og andre byer er både besværlig og lang, så toget er en befrielse.

De nye nattogsvogne – jeg ved ikke, hvor gamle de er – har betydet en opblomstring på ruten, for i stedet for de gamle vogne med flermandskupéer kan man nu få sin egen kupé – godt nok temmeligt dyr, nogle nævnte op til 1.700 NOK (cirka 1.150 DKK), og så var det endda uden morgenmad – i stedet kunne man få en spisebillet til banegården i Bergen (men sådan var det såmænd allerede i nattoget København-Stockholm i 1990’erne, hvor det fantastiske traktement på 1. klasse bestod i – en flaske vand! Og det var ikke Ramlösa – blot discountvand.

Nå, men toget var ret langt, og her ses en af sovevognene tydeligere – på grund af min egen, besværlige bagage orkede jeg ikke at gå over til den anden perron for at tage flere billeder, og desuden var det sent og jeg skulle finde mit hotel, hvilket var en meget besværlig omgang. Det springer vi over her.

Her ses en af sovevognene bedre – jeg kom til at tænke på de vogne, som Scandia for mange år siden byggede til Bangla-Dessh, hvor vinduesåbningerne var meget små og dækket af lameller eller stænger. Oslo S., 4. juni 2026

Toget skulle trækkes af et af de flotte EL 18-lokomotiver, som stammer fra Schweiz. Selvom de efterhånden har mange år på bagen, virker de stadig meget moderne og elegante i fremtoningen, og i dag har de jo fået et meget frskere udseende med motiver fra landet.

“Se Norge” – og gør det med toget, kunne man næsten tiføje. Det lilgger også i navnet “VY”, som det nationale, norkse jernbaneselskab nu hedder – NSB er historie. EL 18 holder parat til afgang den 4. juni 2026 kl. 22.48.

Men det er aldrig for sent til at tage en ‘selfie’, har lomomotivføreren vel tænkt, inden han stillede sig i positur foran sit lokomotiv og tog billedet

Udenfor på Jernbaneplassen mødes man af dette imponerende tårn, der dækker over en turistinformation,

Tårnet på Jernbaneplassen – trasfikken er skarpt opdelt: Ledbusser i banen til venstre, sporvogne til højre. Og ingen privatbiler her!

Oslo Sentralstasjon med fuldt blus på alle lamper – men det minder mere om et indkøbscenter, og indenfor er der utallige butikker, kiosker, forretninger, caféer og andet, mens togene virker til at have en underordnet rolle i dette ‘trafikale tempel’.

Passagerer trænges om at komme med sporvognen – som det ses, er der niveaufri adgang til vognene, der tillige har helt plsnt gulv i hele vognens længde. Der er fem led og tilsvarende antal døre, så ind- og udstigning er nem, bekvem og hurtig (i modsætning til de ubekvemme og umagelige busser). Oslo Jernbanetplassen 4. juni 2026

Det er helt tydeligt, at i Oslos centrum og i store dele af byen vestpå regerer sporvognen. De store, blå vogne har forkørselsret overalt, og de benytter det ved at køre i ret høj fart og hidsig brug af klokkerne, når en bilist ikke fjerner sig hurtigt nok fra skinnerne. Gennemsnitsfarten er høj, systemet er uhyre effektivt, og selv ved midnatstide er sporvognene fyldte – i begge retninger ind og ud af byen, Imponerende!

Her får de røde ledbusser for en gangs skyld lov til at dominere billedet, der også viser de grandiose forhold, som den kollektive trafik hsr i byen: Her foran Sentralstasjonen kører der kun busser, trikker (sporvogne) og nu og da en uheldig bilist – samt cyklister og unge på løbehjul, der med dødsforagt overhaler sporvogne venstre om, uden lys eller klokke. På billedet ses tre sporvogne – hele vognparken består af disse moderne typer – jeg så i hvert fald ikke andre.

De blå sporvogne – ‘Trikkene’ – virker dejligt optimistiske og indbydende i forhold til de ret kedelige og uinteressante hvide vogne i Århus og Odense. Her holder to af vognene og venter på afgang foran Sentralstasjonen i Oslo den 6. juni 2026

Intet besøg i Oslo bør foregå uden et besøg i Vagnhall 5 i Majorstuen – Oslos lille, men hyggelige sporvejsmuseum. Der er tale om en gammel remise, der er fyldt til randen med sporvogne af alle typer, inklusiv et par træbeklædte motorvogne fra forstadsbaner, enkelte busser samt en trolleybus. Der går sporvogn (linie 12, 15 og 19 samt Metro 12-3-4 og 5) lige til museet. Linie 19 er den hurtigste fra centrum, men linie 12 måske den mest spændende, da den passerer havnen med de mange småfærger og Stadshuset, og undervejs ser man flere steder afbrudte spor – nettet var engasng betydeligt større. I årene 1958-60 var der hele fjorten sporvognslinier (samt diverse forstad- og tunnelbaner), i dasg er der blot seks sporvejslinier tilbage – men de skal forblive i byen, blandt andet for at dæmpe biltrafikken, hvilket er lykkedes til fulde.

Desværre er pladsforholdene knebne, så alle vognene står tæt ‘sammenpressede’ men man kan dog komme ind i mange af dem op dermed få en oplevelse af gamle dages kollektiv trafik på skinner. Den bageste er en af ‘Gullfiskene’ nr. 170 fra 1938-39, mens nr.. 234 er en Høka-vogn fra 1950’erne.

Der er en række glimrende opslagstavler med historiske oplysninger og om fordelene ved sporveje. Museet har en lille butik med bøger, blade og lidt souvenirs, men byen kunne godt gøre noget mere ud af sporvejshistorien i form af mere tidssvarende udstillingsfaciliteter (= en stor vognhal med aktiv museumskørsel). Læs mere om mine oplevelser i en senere artikel her.

En af de ældre træ-motorvogne med en for os usædvanlig form for bagagebærer, nemlig udvendige ski-holdere. Mange af de udstillede køretøjer har ‘lommer’ bagpå til ski

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

Udgivet den 9. juni 2026