Flere ‘slukningsredskaber’ i H0

Tekst og fotos Flemming Søeborg

Jeg indrømmer, overskriften er lidt indforstået, for slukningsredskaber skal forstås i overført betydning – der er blot tale om modeller, der har eller kan have betydning for slukning i en eller anden form. Den ene nyhed er modeller af brandhaner, den anden er nye trækassser med flasker, så begge produkter kan altså – rent teoretisk – slukke en brand eller en tørst. Begge nyheder kommer fra det spanske firma 87train.

Vi begynder med kasserne.

Kasserne er lavet af plastic, indfarvet som træ, mens flaskerne er 3D-print og glasklare. De skal skæres fri af foden og limes fast i kasserne.

Kasser og flasker i det ene nyhedssæt – lige til at gå til

Denne nyhed er umiddelbart interessant for det danske marked, for indtil 1960 blev mælken leveret i sådanne klare flasker – 1/4, ½ eller en hel liter. Hereefter kom de mere buttede, brune ‘apotekerflasker¨i brug en kort årrække, indtil de i dag så almindelige papkartoner blev lanceret i begyndelsen af 1960’erne – i øvrigt ikke altid helt velkomne. Her begyndte mejerierne også at homogenisere mælken, således at fløden ikke længere flød oven på mælken. Homogenisering betyder, at fedtpartiklerne knuses og derme lettere kan optages i kroppen… En kort ovegang omkring 1970 forsøgte mejerierne sig endda med at sælge mælken i plasticposer – det holdt man hurtigt op med, da poserne havde en uheldig tendens med at revne i indkøbsnettene… Desuden var det svært at hælde af dem for ikke at sige opbevare dem sikkert i køleskabet.

Der er ni kasser med tilhørende flaskeindsatser i sættet. Indsatserne er desværre 3D-produceret i små ‘blokke’, der møjsommeligt skal skæres/saves fra hinanden – det er et ret irriterende arbejde men nødvendigt, med mindre kasserne skal se tomme ud. Husk at lime flaskerne fast, ellers forsvinder de. Kasserne passer i øvrigt fortrinligt sammen med sættet med mælkemænd og kunder fra Artitec, tidigere præsenteret her på siden. Hvis man har en hestevogn med lukket varekassse, vil den passe perfekt til disse mælkekasser.

Hallo – drej 0-0-0 for hjælp (citat fra “Steppeulvene”, lp’en fra 1967)

De to rækker med brandhaner fra 87train – de passer mest til brandhaner i provinsen, da de københavnske var og er betydeligt større, er mere detaljerede og har en sølvfarvet sokkel eller stander, mens toppen er postkasserød. På låget over studsen er der i reglen et motiv med en brandhjælm og to korslagte økser, mens de fleste andre brandhaner er nøgterne og uden unødig pynt

Der er såvel brandhaner med én som med to udtag eller studse i pakningen – her den forholdsvis sjældne udgave med to udtag

Denne herlige ‘trunte’ fandt jeg en dag i Odense i 1985 – den har stor lighed med den ovenfor viste model

87train art. nr. 221050 Ni kasser med klare flasker. H0, epoke I-V. Pris ca. kr. 125,-.

87train art. nr. 22237 16 brandhaner. H0, epoke I-VI. Pris ca. kr. 75,-

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

Åbningsbilledet er fra Skårup Kro, Sydfyn august 1987

Artiklen udsendt den 18. september 2026