Godsvogn fra TEK-HOBY

K 3-godsvognen er en velkendt model, men her i nye gevandter fra TEK-HOBY

Tekst og fotos Flemming Søeborg

Dette er som sådan ikke nogen egentlig nyhed, men firmaet bag er helt nyt for mig, og vognen, den schweiziske godsvogn K 3 fra Piko, er i denne udgave også helt ny. Og navnet – ja, det er ikke en trykferl, det staves således – TEK-HOBY, hvilket i vore ører både lyder og ser forkert ud.

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at nye godsvognsmodeller har bevægelige skydedøre, men det har denne oprindelige Piko-model. Märklins grove 1960’er model har det også, mens Rocos fine udgave fra dette årtusinfde desværre har helt faststøbte døre.

Vognen dukkede op, da jeg kiggede på produkter fra min ‘hofleverandør’i Frankrig, hvor vognen p.t. udbydes til den uhørt gode pris på € 9,90 – det svarer i runde tal til DKK 75,-. Normalprisen for denne type godsvogn ligger vel mellem 200-250 DKK.

K 3 findes i mange varianter fra såvel Märklin, Roco og Piko, og Pikos model udmærker sig ved at have oplukkelige skydedøre. Det har denne model også, men den er lysegrå og forsynet med reklamepåtryk i rødt “Ca”. Ikke noget usædvanligt ved det.

“Carba” er navnet på firmaet, der bruger – eller brugte – denne vogn. Bemærk også litreringen -vognen skal ikke være ret snavset, førend litreringen bliver umulig at læse.

Men det, der i mine øjne gør denne enkle vogn til noget særligt, er, at Piko – eller importøren TEK-HOBY – har patineret vognen ab Werk. Undervognene på Pikos modeller er i reglen lavet i et meget blankt plastmateriale, hvilket ikke virker særligt realistisk. Her har firmaet gjort sig den umage at gøre undervognen helmat og tilmed lidt ‘nopret’, således at det virker som om, at den er belagt med snavs og støv. Også hjulene er patineret, så det blanke metal er dækket eller oxyderet. Fint!

Dertil kommer, at vognen slet ikke er en discount-model, som man kunne frygte – næ, den har NEM-skakt til svalehalekoblinger, så det er bare at slå til, hvis man ønsker denne model i sin samling. TEK-HOBY skriver på emballagen, at der er blot produceret 300 stk. af hver model, som findes i en række udgaver med diverse firmapåtryk. Om disse har rod i virkeligheden, ved jeg ikke, men det er også underordnet i denne sammenhæng.

Piko art. nr. 99086 TEK-HOBY “Carba”, SBB K 3-godsvogn. Pris (i Frankrig) € 9,90.

Modellen findes også med “Maggi”-påskrift, som “Vin Picard”-vogn, med påskriften “Usego” samt som almindelig, ‘anonym’ vogn.