Hvad nu, hvis…

Cadoillac Meteor Ambulance 1966. Foto Brekina
Tekst og fotos Flemming Søeborg
Hvad nu, hvis – en kontrafaktisk tanke om, hvad der kunne være sket, hvis ikke Falck og Zonen var blevet sluttet sammen i 1963, men var fortsat hver for sig som selvstændige redningsselskaber?

Hvis nu… sådanne et monstrum kunne >onen godt have anskaffet sig, hvus selskabet fortsat havde eksisteret som selvstændigt firma i 1966
Begge selskaber havde en broget vognpark, hvor Falcks nok var relativt standardiseret, mens Zonens var særdeles blandet. Der var dog en konkurrence mellem de to selskaber om at være mest progressiv, og der førte Falck klart med hensyn til organisation, professionalisme og ikke mindst størrelse. Zonen udmærkede sig ved løsere organisation, hvilket vel gav større frihed lokalt – og Zonen havde blik for markedsværdien i nyskabelser. Således var Zonen først med ambulancefly, som var til stor hjælp i isvintre, hvor mindre øer kunne være isolerede i dage eller uger. Dengang som nu var det vigtigt at komme i medierne – mest dagblade og radio – med gode nyheder.

En ‘normal’ Zonen-ambulance fra 1950’erne sammenlignet med muligheden fra 1966 – der er en verden til forskel
Zonen havde som antydet en mangfoldighed af køretøjer, f.eks. ganske små Skoda- og Volvo.ambulancer og store, prangende ’dollargrin’ i rød/sort bemaling, mens Falcks ambulancer var helt sorte. Fælles for de to redningsselskaber op gennem 1950’erne var, at ambulancerne generelt var for små, for korte og måske primitive, da man i høj grad anvendte almindelige stationcars til patienttransporterne. Det betød, at båren ofte måtte rage ind over passagersædet, mens den medfølgende redder så måtte sidde i ’varerummet’. Først med indførelsen af større minibusser og længere stationcars blev dette problem løst.

Detaljer på super-ambulancen – sidespejl og projektør, naturligvis rigt forkromet
Vil De køre i Cadillac?
Så hvis Zonen var fortsat som selvstændig virksomhed efter 1963, kunne man have indkøbt regulære luksus-ambulancer med stor komfort og rummelighed som denne Cadillac Meteor fra 1966. Mange patienter ville nok have foretrukket Zonen, hvis de havde kunnet vælge. Og flot ser den da ud, denne Cadillac Meteor – ovenikøbet i Zonens klassiske ambulancekulør mørkerød og sort. Man skulle næsten tro, at det var et bestillingsarbejde, men modellen er baseret på et forbillede fra Chicago – pudsigt, at de har anvendt samme farveskema som Zonen (samt farverne på Københavns Brandvæsens ambulancer).

Krom, dobbelte forlygter, ekstraordinært bred – Cadillac’en er ikke bygget til snævre, europæiske gader eller veje
Cadillac’en er flot, meget lang – næsten som to ældre, danske ambulancer – den har meget forhøjet tag, så en redder eller plejer nemmere har kunnet koncentrere sig om patienten, og så er vognen udstyret med to afsindigt lange blinklys, nærmest som torpedorør – i dag ret komisk, men højeste mode dengang.

De to røde blinklys på taget minder om en art torpedoer, og det er da også rent li’r
Der er helt i tidens ånd masser af krom på bilen, der har en særdeles prangende kølergrill. Men flot og fascinerende, det er modellen – og i øvrigt havde jeg den i skala 1:43 som dreng, da Corgi Toys lavede den – der var endda indbygget blinklys i den, der virkede, når den kørte hen over gulvet (hvidgule blink for og bag samt på taget). At ambulancen slet ikke lignede de rød/sorte fra Københavns Brandvæsen generede mig ikke – Corgis model var cremehvid, og sådan var det bare!

I ophøjet majestæt tripper Mme Cadillac ud af billedet – og så skal jeg se at få fjernet det grimme ottetal
Men sikken en masse kontrafaktisk snak, man kan få ud af en tilfældig modelbilnyhed. Den kommer dog ikke på mit anlæg, hvor tiden er stoppet i auhust 1963.
Brekina art. nr. 19780 Cadillac Meteor Ambulance. Epoke III/IV, skala 1:87. Findes i flere farvekombinationer.

Ambulancer nok til en større Zonen-station – fra venstre ses Buick Century Estate Wagon, Cadillac Meteor 1966, Volvo Duett ca. 1956, Mercedes Benz 180, Mercedes Benz 220, Ford Thames 1000 (Falck)
Artiklen publiceret den 25. juli 2025.
