IRMA Frugtbiler – og andet

Sp er der nye forsyninger af IRMA frugtbiler – samt enkelte af de populære Irma kaffe-biler. IRMA frugtbilerne er baseret på forskellige typer – dels den kendte Yempo Matador som kasse- eller varebogn, der er et par større lastvogne (Borgward f.eks.), en amerikansk Ford, en VW T 4 – men bemærk, der er kunn dem, der er vist på det store åbningsbillede.

Jeg har lavet 15 biler i alt – her er den amerikanske udgave. IRMA havde en broget vognpark, der strakte sig fra den lille Volvo Duett over Volvo Snabbe, Bedford A, US Ford, Ford D 800 og sikkert mange flere. Desværre er billedmaterialet sparsomt, men IRMA sendte mig dog i tide enkelte billeder.

Som nævnt er der kun de biler, der bliver vist her – og det er absolut sidste ombæring: Det tager alt for lang tid at lave bilerne med adskillelse, vask, matlakering, blanklakering, samling, dekoration (vådtransfers fra Skiltrskoven), sikring af decals, kontrol, pakning – så der kommer ikke flere. Det gælder i øvrigt også alle andre håndbyggede modeller fra Frisporet.

Lige et par ord om seæve dekorationen: Irma frugt – ja, sådan skrev supermarkedskæden på deres biler og prissedler tilbage i 1960’erne. Bemærk den finurlige effekt med den gule banan som et f, mens det runde i g’et er en appelsin. Dengasng var det tilladt med humor i markedsføringen, selv på noget så banalt som et prismærke – eller på en vognpresenning.

Irmas biler var et opæivende moment i hverdagen – ligesom f.els. Tuborgs hestevogne med to heste foran. De havde kasketter over øjnene – rød på den ene hest, grøn på den anden. Enkel og smart reklame. Irmas kødbiler havde bl.a. et stort tyrehoved på siden med teksten ‘Irma Kød’ – så var man da klar over indholdet. Men her drejer det sig altså om frugt fra firmaet.

IRMA var jo avantgardistisk. Jeg husker en ting fra min skolegang i 1960’erne: Min moder købte altid ind i Irma, for der var varerne bedst. Tidligt i årtiey begyndte de nye tider med nye produkter til hverfdasgsbrug, bl.a. grønne peberfrugter. Jeg fik nofgle strimler med på madderne i madpakken – min sidekammerat gloiede på disse grønne tingester og spurgte mig, om jeg spise ærtebælge!? Så fremmede var peberfrigter altså i 1963. Få år efter spiste alle peberfrugter, tilmed i flere kulører.

Ja, det var lidt nostalgisk snak om en nu desværre lukket forretningskæde med fremragende varer, god service og behagelig stemning i butikkerne – som ikke altid var store, moderne supermarkeder. Mange af dem i det indre København bestod blot af ét, trangt kælderlokale, hvor masn kun kunne komme frem én ad gangen – så snævert var der, men hyggeligt, det var det! Irma forever!

Og som sagt – når disse modedller er væk, kommer der ikke flere fra min hånd.

Men husk, jeg har stadig Olsen Bandens Chevrolet Bel Air på lager – der er lige kommet en ny forsyning, godt rustmalet. Senere på året udsender jeg så den allersidste serie af de velkendte, røde DSB-snuderutebiler, og så er dét også forbi.