Lokomotivets Årsskrift 2025

Midt i november udkom Lokomotivets Årsskrift 2025 med en række interessante artikler om jernbanehistorie. Torben Andersen (TA), der udgiver hæfterne, skriver i forordet, at dette desværre også bliver det sidste i rækken af hæfter. Årsagen er blandt andet, at der er for ringe opbakning til hæfterne i form af manglende forudbestillinger. Tilbagemeldingerne fra for eksempel klubber har været særdeles ringe, så det giver sig selv – hæfterne stopper nu.

Der er dog også mere positive toner fra TA: I det tidlige forår 2026 skal den næste vognbog udkomme – denne vil handle om private vogne hos DSB 1965-2001, og noget kunne tyde på, at det bliver et gedigent værk på 156 sider, fyldt med farvebilleder, skalategninger og tekst. Går det godt med salget af denne vognbog, har TA tænkt sig at fortsætte med en lignende bog om de røde lyntog. Længere ude i horisonten ligger planerne om en bog om havnebaner, og det er i hvert fald et emne, som kun er blevet stedmoderligt behandlet i jernbanelitteraturen – man må søge i mange værker for at finde som oftest sporadiske oplysninger om havnebanerne, endskønt disse har haft umådelig stor betydning for godsbefordringen her i landet. 

Men nu tilbage til årsskriftet. Det indeholder af omkostningsmæssige grunde blot fem artikler på i alt 86 sider. Artiklerne er trykt på særdeles kraftigt papir, hvilket giver en stor kvalitetsfornemmelse – hæftet er tungt, men dejligt at have i hænderne. Den første artikel handler om den kortlivede, danske vogn- og lokomotivfabrik Vulcan i Maribo. Den havde sit udspring i en støberifabrik, grundlagt i 1874 i Maribo. Virksomheden koncentrerede sig efterhånden til at levere udstyr til mejerier, der i disse år var i rivende udvikling. I 1894 blev virksomheden overtaget af C.F. Kiehn, der stammede fra Tyskland, og vægten blev herefter lagt på produktion af materiel til roebaner, men snart begyndte produktionen af egentligt, normalsporet jernbanemateriel.

Vulcan blev leverandør til mange af de privatbaner, der blev anlagt i årene herefter, og materiellet var i reglen billigt, men klagerne over kvaliteten var mange, og efterfølgende måtte fejlene udbedres. Vulcan byggede også en del damplokomotiver, og her er det værd at bemærke sig, at flere af dem fik ganske lang levetid. Omkring halvdelen af de lokomotiver, Vulcan byggede, eksisterede i over 50 år, og et par af dem findes den dag i dag – DSB Hs 415 og OHJ 5, begge fra 1901. Vulcan leverede også lokomotiver fra Arnold Jung i Tyskland.

I 1906 overtog Scandia hele Vulcan, hvorefter virksomheden blev lukket, og alt materiel overført til Randers, En del medarbejdere flyttede med, men reelt ophørte Vulcan med at eksistere.

Næste artikel handler om prototypelyntoget – APO-lyntoget kaldtes det efter de nye AnlægsProjektOrganisationer i DSB sidst i 1970’erne. APO-lyntoget var en komplet nyskabelse og bestod af fem fast sammenkoblede vogne – to styrevogne litra Bfs, en mellemvogn litra Afm, en ditto vogn litra Bfm samt en servicevogn litra Cfm. Debn faste sammenkobling var en fordel ved færgeoverfarten på Storebælt, og da der var styrevogne i begge ender, kunne toget umiddelbart rangeres ombord på færgen. I havn kunne det trækkes i land og køre videre med et diesellokomotiv foran, hvilket sparede tid og rangering.

Lyntoget – der blev bygget to stammer i alt – havde mange nyskabelser såsom handicap-kupé, flexrum til konferencer, stor kiosk, særdeles magelige sæder og et roligt løb i sporet. Den nye teknik voldte en del kvaler, men værst var det dog, at togene var for tunge, og var blot én vogn defekt, måtte hele vognstammen tages ud – noget, der forplantede sig videre til IC3 i øvrigt (samt alle andre togsæt). De to lyntog blev efter få år omdannet til bådtog mellem København og Kalundborg, og indretningen gennemgik ret store forandringer, blandt andet blev cateringfaciliteterne annulleret, mens flexarealet blev omdannet til kupéer med stole fra ‘Sølvpilen’. I 1992 blev togene udrangeret, og efter nogle års henstand blev de solgt til Iran, hvor de formodes at køre i dag.

TA fortsætter med en gennemgang af stålvognene litra AU, CA, AV/AVM fra 1930’erne. Især AU-vognene er interessante, ikke kun fordi de oprindeligt havde såvel første, anden som tredje klasse, men også fordi flere af dem stadigvæk eksisterer, selvom de kun udgjorde en beskeden gruppe på fem vogne. I 1960’erne blev de ombygget til udflugtsvogne litra Bu med musikanlæg og løse borde og stole. Udvendigt blev de malet cremefarvede på overdelen og fik store påskrifter “UDFLUGTSVOGN” på siderne. Enkelte af dem eksisterer stadig.

En rigtigt god artikel handler om Holbæk banegård gennem tiderne med interessante sporplaner og oplysninger om denne vigtige banegård. Næste artikel er om muligt endnu mere interessant, da den omhandler det forsømte emne havnebaner og havnespor. TA gør meget ud af at definere forskellen på de forskellige typer af havnespor, der fandtes – såvel offentlige som private spor, sporenes anlæg og indretning, alt sammen illustreret af tegninger, fotos og diagrammer. For undertegnede er alene de ret mange sporplaner noget af det mest interessante, og det er morsomt at kunne sammenligne billeder med sporplaner – absolut et emne, der bør følges op på med en separat bog om havnebaner!

Årshæftet afsluttes med en fotoreportage fra årets Fremo-udstilling, hvor det tydeligt fremgår, at modeljernbanehobbyen herhjemme har foretaget et kvalitativt stort spring fremad med hensyn til realistiske anlæg, hvor jernbanen er i fokus med enkelhed i landskab og detaljering. Weniger ist mehr, som de siger sydpå.

Det er en stor fornøjelse at læse TA’s artikler – sproget er klart, sobert og flydende, der er praktisk taget ingen trykfejl, og det er tydeligt, at TA her øser af sin enorme viden om danske jernbaner – det er et kæmpe arbejde, han har lavet gennem mange årtier i jernbanehistoriens interesse. Der kan muligvis være en fejl her eller der, men det er ikke værre, end at man selv kan efterkontrollere alle oplysninger, hvis man har dét behov. Og skal jeg nævne en enkelt fejl, som hverken er graverende eller forfærdelig, er det på side 13 (!), hvor TA omtaler “en speciel 1750 mm treakslet vognaksel” på en vogn. Ja, alle kan vel se, at det må være en ret speciel vognaksel – mon ikke det skulle have været en bogie? Men pyt, sådan en fejl kan vi alle lave, og så kan vi vel bare more os lidt over det – og læse fornøjet videre.

Torben Andersen: Årsskrift 2025. TJAhistoric 2025, 86 sider, limbundet A 4-format. ISBN 978-87-97 38 59-8-2