Lyntogsbogen fra TJA Historic

Af Flemming Søeborg

Så er Torben Johannes Andersens (TJA) nye bog om de røde lyntog udkommet. Det kan måske virke overflødigt med endnu en bog om lyntogene, men den er uhyre relevant – for her er historien særdeles levende fortalt. Efter de indledende kapitler om lyntogenes baggrund og udvikling folder TJA historien ud, så den bliver lyslevende, ja faktisk følte jeg under læsningen, at jeg selv kørte med de gamle trevogns-lyntog, selvom jeg aldrig nåede det.

To MB-lyntog i Struer 1939 (?). Foto fra bogen. Arkiv Jbm

TJA har gransket utallige kilder og informationer for at komme helt tæt på historien, og det er lykkedes til fulde. Det er tydeligt, at TJA føler meget for disse tog, der nærmest løftede DSB ind i en ny dimension og tidsalder ved deres præsentation i 1935: Tænk, nu kunne man rejse fra København om morgenen, nå helt ud i Rigets kroge, ordne sine sager der og køre hjem igen samme aften. Hidtil havde en rejse tværs gennem landet varet mange timer, krævede flere omstigninger undervejs, men i lyntoget i kombination med den dengang nye Lillebæltsbro blev man bragt lige hele vejen til f.eks. Aalborg, Esbjerg eller Struer uden skift undervejs – mageløst!

I denne bog får vi en masse at vide om Ms-lyntogene, deres indretning, deres teknik, deres løb og baggrunden for de forskellige navne, og det virker som om, at TJA har vendt hver en sten i jagten på at skrive sin måske hidtil bedste bog. I hvert fald tordner han af sted med en energi og et tempo og et velformuleret sprog, der gjorde, at jeg som læser og anmelder nærmst slugte bogen i ét væk.

En af Erling Nederlands meget instruktive og oplysende illustrationer af lyntogenes udvikling. DSBbladet

Bogen er fyldt med nye og gamle billeder af lyntogene – og naturligvis gælder det også for de efterfølgende generationer af lyntog, begyndende med MB-togene fra 1937, som vel aldrig nåede samme trin på berømmelsen som Ms-togene havde – og for nogle stadigvæk har. MB-togene omtales dog også ganske omfattende, men helt så spændende og interessante som Ms’er blev de aldrig. Interessant er det også at sammenligne de to første generationer gennem det omfattende tegningsmateriale, som bogen indeholder. Også andre former for lyntog så som “de sorte lyntog” omtales, men i kortere form. Der er også eksempler på oprangeringer af tog som “Sønderjyden” (med Mo og passagervogne) samt af “Englænderen” og “Newcastle-toget” (passagervogne).

Næste generation – litra MA

MA-lyntogene får en omfattende og glimrende beskrivelse i bogen. TJA fortæller indgående om de problemer, der var med især sammenkoblingerne og de mange reparationer, togene måtte gennemgå, inden de kom til at køre perfekt. Til gengæld var MA-lyntogene de bedste tog, som DSB har haft, og de var en nydelse at køre med. MA-lyntogene var afledt af de vesttyske TEE-tog VT 11.5, som var noget af dte mest avancerede materiel på europæiske skinner på den tid. De danske tog måtte dog modificeres på flere punkter, mest tydeligt ved, at togene måtte kunne skilles undervejs. Derfor blev der udviklet særlige styrevogne (med gennemgang for passagerer), hvorfor førerrummet fik placering oppe på taget.

TJA gennemgår disse elegante tog fra top til tå, herunder også den katastrofale ulykke i Odense i 1967, hvor et MA-lyntog i høj fart kørte ind i et holdende MA-lyntog. Mange passagerer mistede livet, og de to tog blev voldsomt beskadiget, men blev dog efterfølgende genopbygget bortset fra én vogn, der måtte nybygges. Vemodigt er det at følge deres gradvise deroute fra ypperlige lyntog til nedslidte og nærmest overflødige tog efter K74 og indførelsen af InterCity-systemet. MA-togene fik dog heldigvis en renæssance i forbindelse med omdannelsen til ‘Sølvpilen’ i 1980’erne, men det var en stakket frist, for få år senere ¨væltede korthuset’, og IC3 satte lyntogene skakmat.

‘Sølvpilen’ med MA 463 forrest kører ud fra Fredericia i 1988. Foto TJA

Det sku’ vær’ så godt…

Et mere sørgmodigt mellemspil var bygningen og indførelsen af de to APO-tog fra 1981, der var tiltænkt en rolle som afløser for de aldrende MA-lyntog. Togene var elegante, moderne, godt udstyrede med masser af plads og komfort – ja, der var tilmed hastighedsviser, for DSB var stolte over, at toget kunne køre op til 160 km/t. Idéen med disse nye tog var også god og gennemtænkt; De to faste stammer bestod af fem vogne hver. På Sjælland skulle de skubbes, således at de nemt kunne køre ombord på færgen, hvorefter lokomotivet skulle kobles fra – der var ingen grund til at overføre lokomotiver med færgen. På Fyn skulle et andet lokomotiv så trække stammen videre op gennem Jylland og vice versa.

Styrevogn litra Bfs med prøvetog på Slagelse banegård den 21. april 1982. Foto TJA

Togene var med al deres udstyr alt for tunge, så de blev relativt hurtigt deklasseret, blev omdannet til færgetog til/fra Kalundborg, hvor styrevognene endda blev degraderet til bagagevogne, men i 1990’erne blev togene taget ud af drift og senere solgt til Iran. Herefter blev lyntogsprincippet overtaget af IC3, men i dag, hvor skinnenettet er under kraftig ombygning, og togdriften ofte bryder sammen, giver det vel ingen mening at tale om lyntog længere – nu hedder det snarere lynbusser! Men det er som antydet en bog, der giver stor fornøjelse at læse og bladre i – og så er sproget levende, billederne flot gengivet og bogen godt layoutet og trykt på kvalitetspapir – godt boghåndværk!

Torben Johannes Andersen; DSBs røde lyntog 1935-1994. TJA-Historic 2026, 120 sider, rigt illustreret, stift bind, A4-format. Pris kr. 475,- hos velassorterede boghandlere og modeltogsforhandlere. ISBN 978-87-973859-9-9.