Ms-lyntoget i Odense

Mange besøgende på Jernbanemuseet i Odense har gennem årene spurgt om, hvor det originale trevognslyntog fra 1935 befinder sig, og det er netop nu på museet. Det har indtaget pladsen efter Ma-lyntoget “Sølvpilen”, der er kørt til Randers med henblik på istandsættelse, således at det på et tidspunkt atter kan komme ud at køre.

Ms-lyntoget holder nu under perrontaget på Dronning Louises station, men hensigten er, at på længere sigt skal toget renoveres, således at det også vil kunne køre ved egen kraft. I det ydre er det smukt istandsat, men der er nogle tekniske mangler, der skal ordnes, før dette ikoniske tog atter kan køre til glæde for de mange, der savner at se det ude på de rigtige skinner.

Billedet er taget den 19. april i år, og ud over lyntoget holdt også de to Bu-vogne på museet – og selvfølgelig en masse andet materiel. Tag en tur til museet – med DSB’s Orange billetter kan det være en meget billig fornøjelse, og så slipper du for P-problemer for ikke at tale om de helt umulige, trafikale forhold i Odense – Danmarks største byggeplads.