Ny leverandør…

Som det nok er de fleste læsere af Spor og baner bekendt, har jeg gennem de seneste numre haft problemer med den hidtidige distributør, Post Nord, og jeg måtte til sidst opgive dette foretagende og finde en ny distributør.

Der er ikke mange på markedet, trods de mange ord om det frie marked, så valget faldt på Porto Partner (PP), som i øvrigt blev anbefalet af gode kolleger i bladbranchen. De første dage efter den seneste udgivelse (nr. 55 med udgivelsesdato den 11. februar) forløb overvejende fint med blot en enkelt abonnent, der ikke havde modtaget sit blad.

Nu er der imidlertid flere, der med rette er utilfredse og efterlyser deres blad. Jeg er desværre først op til denne weekend blevet gjort bekendt med dette og har naturligvis sendt klagerne videre til distributøren og bedt om en forklaring. Jeg forventer, at PP hurtigst muligt eftersender de manglende blade i henhold til kontrakten.

Jeg beklager dybt, at generalprøven ikke forløb tilfredsstillende for alle abonnenter. Da de manglende blade bliver eftersendt med Post Nord i neutral emballage til de skuffede abonnenter, tager det desværre nogle dage mere, inden I får jeres blad. Der er desværre ikke mere, jeg kan gøre ved det, andet end at bede jer have tålmodighed lidt tid endnu. Havde jeg nogen mulighed for det, kørte jeg hellere selv ud med alle blade her i landet for at være sikker på, at de kom rettidigt ud, men det lader sig ikke gøre, bortset fra helt lokale afleveringer i Odense og omegn.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

P.S. Billedet viser rejsegodsekspeditionen i Slagelse 1955. Ukendt fotograf, slg. Leif Ørndorf