Nyt fra bilfronten

Studebaker Champion fra 1950’erne – en avanceret og utraditionel bil

Af Flemming Søeborg

Selvom der er krtise i samfundet, fortsætter producenterne med at sende nye modeller på markedet – og her er der blot tale om modeller af biler, altså i de små skalaer. Nyhedsstrømmen synes ustoppelig – hver uge byder på hundredevis af nye modeller – naturligvis er mange af dem gengangere, gamle modeller i ny bemaling som f.eks. Brekinas VW T 1 ‘Rugbrød’, der indtil dags dato er udsendt i over 2.450 varianter. Andre serier er det ret nye samleområde ‘rallye-biler’ fra epoke IV, hvor mulighederne for at variere modellerne med nye reklamepåtryk synes uendelige.

Selv foretrækker jeg ‘hverdagens biler’ – asltså helt almindelige småbiler, helst fra epoke III, hvilket vel også alle læsere af min side efterhånden har kunnet se. De modeller, der her har fundet nåde for mit blik, er måske mærkværdigvis nok slet ikke ‘hverdagens biler’, men derimod enkeltstykker eller i det mindste iøjnefaldende på hver sin måde.

Er bagenden den rigtige front – eller hvad?

Den første i bilkøen er den ret avancerede og modernistiske, amerikanske Studebaker Champion fra 1951 og få år frem. Den første udgave af bilen, Studebaker Commander, blev allerede præsenteret i 1947. Det var en bil, hvor fronten virkede meget inspireret af datidens propelfly med en spids, konisk front.

Utroligt – selv bilens ‘våbenskjold’, som knapt kan anes med det blotte øje, er med på modellen – i skala 1:87

Bilen havde som datidens typer meget bløde, rundede former, men når man kiggede hen mod bagenden, viste det sig, at Studebaker’en havde en meget modig og avanceret løsning på de små bagruder: Det var faktisk en slags panoramarude, der bugtede sig hele vejen rundt fra den ene bagstolpe til den anden, dog delt i sektioner, adskilt af tynde profillister.

Bagruden er ret speciel og minder mere om en panorama-forrude

Det gav naturligvis et formidabelt udsyn bagud, men samtidig virkede det som om, at bilen bakkede, når den kørte fremad – det har givetvis virket forvirrende på mange bilister i halvmørke, hvor lygterne endnu ikke var tændt. Måske derfor, måske fordi vognen afveg for meget fra mainstream-vejen i USA gik det efterhånden ned for Studebaker, selvom efterfølgeren, Studebaker Hawk, var den måske smukkeste, amerikanske vogn i det hele taget – en særdeles elegant vogn, formgivet af designeren Richard Loewy.

En bil, præget af fart, selvom den måske ikke helt virker strømliniet. Faktisk ser den ud som om, at den er sat sammen af to forskellige bilmodeller

Nå, men det var lidt om forbilledet. Modellen, en Studekaner Champion, er nu (gen)udsendt af det britiske firma Oxford, der dels laver britiske modeller i 00, men som heldigvis også har en mindre portefølje af H0-modeller – og altså også denne Studebaker. Den gengiver formerne perfekt, vinduerne er lige så fine og viser konstruktionen godt. Når man ser bilen fra siden, kan man godt fornemme, at den er inspireret af fly, for selv hvor den holder stille ser den ud til at være i fart – det ligner en dynamisk bil. Om den overhovedet var det, eller om den ‘bare’ var en almindelig familiebil med progressivt design, ved jeg ikke nok om – men sjov og markant var den. Og der blev faktisk også solgt nogle eksemplarer her i landet, men mange har det ikke været.

Tysk orden og kvalitet

Opel Kapitän – en typisk, plump bil fra midten af 1950’erne – men sådan skulle en normal bil se ud

Med bil nummer to går vi over i det mere konventionelle – det er nemlig en model af de sene 1950’ers store salgssucces, Opel Kapitän fra 1950’erne. Det er en ret almindelig vogn, omend fra den højere prisklasse – tyskerne kalder typen Reisewagen. Modellen, som stammer fra Brekina, er pudsigt nok i næsten samme kulør som Studebaker’en, men den har dog fået nougatbrunt tag. Tofarvede biler vsr dengang meget almindelige, langt mere end de trivielle hvide, sorte og sølvfarvede kareter, der fylder vejene i dag.

I dagens anledning – Kapitänen har fået forgyldt kofanger, der i forstørrelsen dog ser mere rusten ud, og andre gyldne detaljer – samt en ret speciel nummerplade, nr. 2.000.000 – lidt af en ønskenummerplade!

Brekina synes at have gjort noget ekstra ud af denne model; For det første er alle detaljer, selv de allermindste – så som firmanavnet og symbolet – påtrykt, sidespejlet er indfarvet i den brune farve (!), baglygter m.m. fint markerede, og for og bag er der påtrykt specielle nummerplader med tallet “2.000.000” – altså bil nummer to millioner fra Opel-værkerne. Nok en særmodel værd. Modellen synes også at være efterbehandlet med et ultratyndt lag helblank lak – jo, her var der noget, der skulle fejres! En flot og alligevel ikke helt almindelig bil.

Fint Opel-skrifttræk og det klassiske firmasymbol

En avanceret bil

En selvbevidst, moderne vogn – skabt til glidende rejser rundt i verden

Som den tredje bil i rækken følger en guldfarvet, meget sporty bil, en såkaldt sportcoupé. Det er den virkeligt flotte og specielle Citroën SM fra 1970, frugten af et samarbejde mellem Citroën og Maserati. Bilen er lang, lav og aerodynamisk, måske en forløber for den senere CX fra Citroën.

Den prangende front på Citroën SM – især glasset er markant

SM var speciel på alle måder: Set forfra dominerede glaspanelet over kofangeren. Her, bag panelet, sad frontlygterne og nummerpladen beskyttet, og herefter fulgte den lange motorhjelm med stort luftspjæld i den ene side. Motoren ydede 180 HK, og tophastigheden var 225 km/t. Affjedringen var naturligvis Citroëns legendariske og fantastiske, hydropneumatiske system, der desværre også var bilernes achilleshæl.

Et syn, man nok skulle vænne sig til, men som også var markant og brød med traditionerne – typisk Citroën

Det var en to-dørs bil, hvilket nok var meget godt, for på grund af bilens aerodynamiske form kan der ikke have været meget plads på bagsædet. Til gengæld var bagruden meget stor og må have givet godt udsyn bagud, mens bagstolperne givetvis har skabt store, blinde vinkler.

Bagenden virker også speciel, men er sværere at beskrive med ét ord ud over rodet – i hvert fald uden den elegance, der ellers præger bilen. Den er støbt i resin, lakeret med gylden metallic-lak, er forsynet med franske nummerplader og sølvfarvet sidespejl. Dækkene har sågar mønster og slidbaner. SM’en er så ubetinget en epoke IV-model, men uhyre sjælden – jeg har blot set én enkelt for over 50 år siden på Østerbro, hvor jeg ikke troede mine egne øjne. Der blev bygget i alt blot 12.920 stykker, men et velholdt eksemplar kan nemt koste over 1 mio. kr. i dag.

Det var så dagens epistel om vor alles ‘gud’ bilen – dog kun her som afbillede i form af modeller – og derved bliver det.

I øvrigt kan jeg her bringe en servicemeddelelse: Jeg har gennem mange år importeret modellen i skala 1:87 af Olsen Bandens bil, Chevrolet Bel Air – rustmalet, med tagbagagebærer, med autentiske nummerplader og ret tro mod forbilledet.

Her i marts slap lageret op, og jeg regnede ikke med at kunne få fat i flere modeller, da de laves ved håndarbejde af en ældre kvinde i det forhenværende Østtysklasnd.

Imidlertid lykkedes det mig at bestille 15 stykker mere. De vil være klar til levering omkring den 1. maj. Hvis du ønsker en af disse nærmest legendariske kult-biler, vil det være en god idé at bestille den allerede nu, så du vil være sikker på at modtsage den, når den kommer. Du behøver hverken at forudbetale eller ellers forpligte dig, hvis du fortryder – bestillingerne ekspederes i den rækkefølge, de kommer. Og endelig: forventet pris ca. 300 kroner/stk + porto 45 kroner.

H0-modellen af Chevrolet Bel Air – snart køreklar

Artiklen udsendt den 24. marts 2026