Snälltåget fra Roco
Tekst og fotos Flemming Søeborg

Så holder Snälltåget til Stockholm parat på Malmö C. en forårsdag i 2023
Det svenske firma Snälltåget har et ret finurligt og tvetydigt navn, idet det på svensk betyder ‘det venlige tog¨, mens det på tysk kan tolkes som ‘det hurtige tog’ – begge dele vil selskabet nok synes passer på toget. Snälltåget påbegyndte virksomheden i 2006, efter at SJ havde mistet monopolet på jernbanetrafik i Sverige, og natforbindelsen til Berlin var ophørt. Selskabet var en del af Veolia Transport og kørte oprindeligt ad hoc-tog; senere tilkom egentlige nattog. I 2013 blav navnet ændret til Snälltåget, og siden udvidede selskabet rutenettet betydeligt, såvel i Sverige som til Tyskland/Østrig via Danmark.

Et desværre lidt uskarpt billede af Snälltåget under passage af Holmstrup Trinbræt den 21. januar 2024. Toget kørte meget hurtigt og dukkede pludselig op, så der var ikke mange sekunder til at få taget billedet.
Det er altså en genoptagelse af en af de klassiske natogsforbindelser, der var almindelige, før næsten al gennemgående udlandstrafik på jernbaner overgik til at bestå af dagforbindelser med flere togskift undervejs – eller i værste fald til kørsel med hurtigbusser.

En af de bemærkelsesværdige vogne i Snälltåget under passagen i Holmstrup. Uskarpheden beklages
Der er en ubestridelig fordel ved togrejsrrne hos et selskab som Snälltåget: Der er restaurantvogn med i toget, og man kan få mad fra morgen til aften – serveret på porcelæn, pointeres det! Menuen skal dog bestilles i forvejen (for at undgå spild), og man må ikke tage maden med sig til kupéen (porcelænet skal forblive i restauranten!). Det burde være en selvfølge, at man på lange ture kunne få sig et måltid mad undervejs, men det hører desværre til sjældenhederne i dag, hvor DSB ikke har andet at byde på end slikautomater med ultraforarbejdede varer.

Nærbillede af vognsiden på en af vognene, her på Malmø Centralstation, maj 2023
Selskabet indkøbte ældre ligge- og siddevogne, herunder bl.a. de forhenværende liggevogne fra DSB. og andre vogne fra DB AG. Vognene blev renoverede, og de har fået et bemærkelsesværdigt design med en grundlæggende hvid bemaling med røde indgangspartier og store, farvestrålende påskrifter langs vognsiderne.
På den ene side står firmanavnet gentagne gange i forskellige kulører, på den anden står et udvalg af selskabets rejsemål i Sverige – Åre, Stockholm, Malmö og slutmålet Berlin.
Gennem årene har linieføringen varieret – en overgang gik rejsen fra Stockholm via færgeforbindelsen Trelleborg-Travemünde, men senere blev ruten forlagt via Øresund og Storebælt og altså gennem Danmark – en betydeligt længere vej, men til gengæld til glæde for danske jernbanevenner – og med mulighed for en længere nattesøvn. på turen til Sydtyskland eller Østrig.

Her holder Snälltåget på Malmø C. parat til kørsel til Alvesta og Stockholm, maj 2023
Modellerne

Fabriksbillede af de to vogne i sættet – der er forskellige dekorationer på hver vogns to sider. Foto Roco
Disse vogne er selvfølgelig også interessante for modeljernbanefolk, så derfor er der udsendt en del modeller – dels Vectron-lokomotiver med selskabets navn, dels de lange siddevogne litra Bmz (fhv. DB AG-vogne). Roco har netop udsendt et to-vognssæt med vognene i den markante bemaling.

De to vogne kobler meget tæt med de medfølgende Roco-kortkoblinger
Vognene har korrekt længde, så de er absolut ikke for modelbaner med snævre radier (selvom vognene naturligvis klarer R = 36 cm) – det ser rædselsfuldt ud, når så lange vogne skal krabbe sig gennem snævre kurver.
Vognene er som Roco-vogne godt udført. Det er ikke luksusmodeller, det ses bl.a. på indretningen, der er en enkelt støbning i mørkerød farve, dog med en skillevæg i hvidt med antydede pladsreserveringsholdere.

Interiøret er ret ensformigt, så det trænger til en befolkning med masser af siddende figurer

Detalje af sidevæggen med holder til pladsreserveringssedler oppe til højre
Der er vedlagt to poser med løsdele; i den ene er der håndbøjler, undervognsdetaljer m.m., mens den anden indeholderA -koblinger, kobberflige og metalstænger – der er dog ingen angivelse af, hvad disse metaldele skal bruges til, men det er nok til strømforsyning til belysning. Mærkeligt, at Roco vedlægger disse dele uden at anføre dem på tegningen til montering af delene af kunststof.


Eksempler på påtrykkene på vangerne
Vognene kører iuden problemer. Med de forudmonterede ‘haj-koblinger ‘ kobler de tæt, når de skubbes, men ikke så tæt, når de trækkes. Finishen på vognene er som altid perfekt hos Roco, påtrykkene i mange farver skarpe og fine, selv de små påskrifter er i orden, og vognene ser meget oplivende ud. Vil man montere belysning, findetaljere det indre og montere rejsende i vognene, skal man demontere taget. Det sker nemt ved, at man demonterer den ene gummivuls (men pas på overgangspladen!), skubber taget ud, hvor vulsten sad, og så taget frit. Et par rejsensde i hver kupé er nok tilstrækkeligt, da man fra gangsiden ikke kan se ret meget af kupéerne.

Vognene er helt aktuelle og vil vække opsigt, trukket af et Vectron-lokomotiv litra EB eller Snälltågets egne lokomotiver (også Vectron). For at danne en korrekt stamme skal man nok anskaffe flere vogne, men to-vognssættet er en god begyndelse.
Roco art. nr. 6200099 2 x Snälltåget. H0-modeller, epoke VI.

Og så slutter reportagen om Snälltågets vogne med bagenden af toget ved gennemkørselen i Holmstrup
Udgivet den 5. juni 2025