Splitte mine bramsejl – TinTin, Terry og kaptajn Haddock på modelbanen – og en Bromfiets…

Den unge, vakse reporter TinTin er på vej ud på nye eventyr – naturligvis med Terry som aktiv medrejsende
Tekst og fotos Flemming Søeborg
Det er ikke hver dag, at man får besøg af så noble og velkendte karakterer som d’hrr. TinTin, kaptajn Haddock samt den ruhårede fox-terrier Terry, men det skete altså nu, hvor Postmand Per afleverede en lille kasse med de tre populære venner.

JTinTin er måske blevet liudt mere rundhovedet i model, end han er ‘i virkeligheden’, hvor hans hovede er mere æggeformet. Frakkekraven er flot genskabt
eg er næsten sikker på, at alle over en vis alder kender de tre tegneseriefigurer – også selvom tegneserier engang blev andet for at være underlødigt pjat, det ikke var værd at spilde tid på. TinTin, Asterix, Radiserne, Doonesbury og “The fabulous, furry freak brothers” lærte os noget andet, og tegneserier i dag er noget helt andet end primitive karikaturer, der opfører sig fjollet. Men nok om det – her drejer det sig om disse tre, nærmest mytiske fantasifigurer.

Kufferften er fyldt med rejsemærker – det var førhen et prestigespørgsmål at have så mange mærkater fra alverdens hovedstæder og seværdigheder som muligt. Bemærk også hans plusfours- eller på dansk: pludderbukser…
Der er tale om nyudviklede 3D-printede figurer fra det førende, tyske firma Modellbahn Union. Firmaet er kendt for utallige special- og egenproduktioner, og en ny genre er figurer i opsigtsvækkende situationer, herunder også mange velkendte skikkelser (Marilyn Monroe, Gøg og Gokke, ‘Godfather’, div. politikere men også sagnfigurer m.fl.).

Og så tager TinTin og Terry af sted – hvad mon de nu skal opleve?
De tre aktuelle er fantastisk livagtige – TinTin er vist som en ung reporter nærmest flyvende af sted med trenchcoaten om sig, med kuffert og rullemadras i hånd og med raske skridt på vej – men hvorhen? Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om hvilket hæfte eller hvilken historie, som denne figur skulle stamme fra. Terry er også i frit løb efter TinTin, men det er han jo så tit. En ny opgave venter forude.

Så træder kaptajn Haddock ind i billedet – med beslutsomme skridt er han på vej til sin næste tjans
Og så er der hans ven, bulderbassen kaptajn Haddock. Han er måske endnu mere levende og realistisk som han går dér, sammenbidt med sin ransel over skulderen. Han går med raske skridt, formodentlig hen til sin skude, og fuldskægget er, som det skal være ligesom kasketten, der altid pryder hans isse. Man kan næsten høre ham mumle “skvadderhoveder, svumpukler, elendige landkrabber etc.” Perfekt kopieret!

Den gode kaptajn ser beslutsom ud -måske lidt anspændt, men han har nok mødt et par landkrabber, der har generet ham
Man kan jo selvfølgelig genskabe et sceneri fra et af hæfterne, hvor de tre figurer kan optræde – også de to detektiver Dupond & Dupont, professon Tournesol samt operadivaen Mme Castafiore findes i 3D-print, så snart findes vel hele persongalleriet i H0-størrelse. Her mangler vi bare butleren Nestor, slynglerne Rastopopulos og dr. Müller samt den portugisiske forretringsmand Oliveiro de Figueira .

Jeg kan da også bare gå igen, snerrer kaptajnen måske
Jeg kan kun sige bravo til Modellbahn Union for disse herlige figurer, som godt nok har deres pris – men hvor er de dog fantastiske og livagtige! Godt gået, og så er de ikke engang modelleret efter levende personer.
Af sted på bromfiets

De to trafikanter på hver deres motoriserede køretøj – herren på en Velo-Solex, dammen på en Mobylette
Med i pakken var to andre figurer fra Artitec – også meget realistiske og især hverdagagtige. Det er to knallertkørere – den ene på en tidlig Velo-Solex, den anden på en decideret cykel med hjælpemotor – øjensynligt kaldt en Mobylette sydpå. Bromfiets betyder knallert på nederlandsk. Herren på Velo’en er korrekt ‘uniformeret’ med kraftig frakke, fartbriller og ‘æggeskal’ (hvid styrthjælm), mens kvinden med cyklen er i sommertøj og bærer stor hat. Hun står stille med en taske over armen – begge personer er fanget i typiske positioner.

Mobyletten er meget detaljeret med hjælkpemotor foran, dynamolygte, baglygte, bagagebærer osv.
Det er en dejlig tendens, at ikke kun modeller af jernbanemateriel, biler og til en vis grad bygninger kommer i helt realistiske og korrekte gengivelser, for disse to serier af figurer giver noget særligt til modelbanen eller dioramaet – lidt, men godt, er bedre end mangt og meget. Man kan omvendt indvende, at der er noget selvmodsigende i, at alle disse figurer er og bliver statiske – de kan ikke bevæge sig – hvor tog, modelbiler, modelskibe og meget andet rent mekanisk kan bevæge sig på anlægget.

Af sted i regn og rusk på Velo-Solex’en – men den var uegnet til det danske vejr, når det ikke lige var sol og sommer. Pedalerne måtte ofte bruges, specielt op ad bakke
Her skulle man måske snarere udvælge sig figurer i ‘stilstand’ – siddende passagerer, folk, der venter på toget, figurer i passiarer og i det hele taget stillestående, siddende eller liggende figurer, for hvis modellen af den gående kaptajn Haddock blot skal vise et stillbillede eller udsnit af ‘historien’, bør såvel tog som biler og andet holde stille. Og de figurer, der bevæger sig, kommer til kort, da de kun kan udføre den samme bevægelse gang efter gang – ret trivielt. Det er ligesom anlæg med et træ, der fældes og vælter. To minutter efter rejser det sig igen for at falde endnu en gang for prins Knud! Useriøst og overflødigt vil jeg kalde det. Gerne mere selvkritik i branchen.

Fine detaljer og noget for husarerne…
Modellbahn Union art. nr. MU-H0-W99064 Tintin og Terry. H0-figurer, færdigmalede. Pris ca. kr. 150,-; art. nr. MU-H0- W99069. H0-figur af kaptajn Haddock, færdigmalet. Pris ca. kr. 115-.
Artitec To knallertkørere. Færdigsamlede og malede. H0-figurer. Epoke III-IV. Pris kr. 225,-.

Og noget for det kvindelige publikum…? I hvert fald er det et hyggeligt gensyn med Velo’en
