FS 999.003 – en lille italiener

FS 999.003 fra Roco

Så er den lille italiener ankommet – der er tale om Rocos version af den prøjsiske rangermaskine T 3, men her i italiensk udgave fra Ferrovie della Stato, matsort med brunrød undervogn og ellers meget ‘nøgtern’.

Det er en renoveret udgave af Fleischmanns succesmodel fra 1990’erne – Fleischmann var jo dengang blandt de førende konstruktører af damplokomotiver, og modellen lever stadigvæk op til de bedste normer.

I midten af 1990’erne havde jeg stadig Märklin-modeltog, og jeg anskaffede Fleischmanns treleder-udgave af den tyske T 3. Det viste sig, at den kørte bedre end Märklins BR 50 på Märklins irriterende dårlige K-skinner, så jeg fattede en rask beslutning og solgte alt mit Märklin-materiel og gik over til DC, senere DCC-drift. Jeg har aldrig fortrudt det. Og da slet ikke med de fabelagtige modeller, der nu kommer i en lind strøm:

Her et kig på fodpladen, fjedrene, lidt af gangtøjet, som er meget fint, og kedlen. Gangtøjet, som er af den komplicerede Allan-type, er i øvrigt meget stærkt og solidt, selvom det er prototypisk spinkelt – bare Heljan havde kopieret denne teknik til deres E-maskine!

Jeg er særligt fascineret af de meget spinkle puffere. De er dog ikke patinerede, som de var på BR 023 fra Roco. Man kan åbenbart ikke få alt!

Her er så et billede fra lokomotivførerens side, hvor der er flere detaljer at studere – der mangler vist intet, bortset fra at håndbøjlerne øverst på kedlen måske skulle være en anelse tyndere (de er lavet af lakeret ståltråd).

Nærbillede af injektor (tror jeg nok), håndhjul og indstøbte rørføringer.

Set bagfra gør maskinen sig også godt, og man kunne ønske sig, at nogle danske privatbaner havde anskaffet sig én eller flere T 3’er, men de danske udgaver var desværre mindre end de tyske – og så havde de færreste røde rammer og hjul.

Rent teknisk er der ikke meget at sige om modellen. Den var som nævnt i topform allerede i 1990’erme, i dag er den udstyret med NEM-stik til 16-pins dekoder og førerhuset, hvor man førhen kunne se motoren, er nu afdækket med en plade, der giver frit gennemsyn og stadigvæk levner plads til de medfølgende figurer. Også her er der vedlagt ætsede, bemalede lokomotivskilte.

Lokomotivet kører godt, stabilt og rask, dog uden at være et ekspreslokomotiv (i analog udgave). Min eneste lidt ned-trækkende bemærkning er det ret hvidlige lys, lanternerne afgiver – det burde have været mere gulligt, men muligvis stemmer det med italienske forhold. Og ellers kan man med en vandfast, gul speedmarker vel farve glasset, så lyset bliver mere afdæmpet.

Roco nr. 7100003 FS BR 999.003 Damplokomotiv. H0-model, epoke I-III, DC-model. Pris ca. kr. 1.900,-. Fås også med lyd (nr. 7110003).