På stationen i Skærbæk
Af Flemming Søeborg
Indgangspartiet til Skærbæk station, den 18. august 2012. (Foto FS)
Tråden på www.jernbanen.dk den 17. og 18. august 2024 om kanonramper i Sønderjylland fik mig til at mindes min tid som elev på Skærbæk station midt i 1980’erne. Jeg var faldet for en annonce, hvor DSB søgte kontorelever til sikkerhedsuddannelsen (ktas-s). Det drejede sig f.eks. om arbejde i fjernstyringscentraler m.v. Jeg skrev en ansøgning, bestod optagelsesprøven og fik efter lidt forhandling med personalekontoret i Sølvgade uddannelsessted på Svendborg Banegård – meget praktisk, da jeg også boede i byen.
Uddannelsen bestod af en række moduler såsom arbejde i billetsalget på hjemstationen, dels ugelange undervisningsforløb i hold på DSB Skolen på Kalvebod Brygge. Arbejdet på Svendborg Banegård gik udelukkende ud på at sælge billetter, give folk oplysninger om rejseruter, køreplaner osv. , mens der blot var tale om rent overfladisk indføring i selve driften, materiellet m.v. En vigtig, intern opgave var at lave kaffe til personalet og hente nogle bestemte småkager. Disse småkager blev så talt op af lederen af kontoret, prisen divideret med antallet, sådan at vi betalte et ørebeløb pr. småkage, som vi spiste. Der skulle være orden i Statens finanser! Nu og da skulle min jernbaneviden testes, så jeg fik nogle timers læsning i på førstesalen i den gamle station fra Nyborg-banens tid, hvor der var overnatningsrum og tv-stue for DSB-personalet. Nogle af lektierne var udenadslære om stationsnavnene på jyske strækninger, og de var jo hurtigt lært, så jeg satte mig og så videofilm bagefter.
Undervisningerne på DSB Skolen var et godt og givende element i uddannelsen og gav en større forståelse for hele ‘etaten’, opbygningen af DSB. En uge var mit hold på ’teambuilding’ på Knudshoved Kursuscenter, hvor det lykkedes os i løbet af de første dage totalt at tørlægge de to øl-automater (DSB havde været så generøs at uddele forudbetalte kort til automaterne). Overnatningen foregik i passende omgivelser, idet der var indrettet virkelig gode værelser i den gamle remise.
Lokomotivremisen i Knudshoved var omdannet til overnatningsrum for DSB-personalet. Jeg boede i rummet lige til venstre – et rigtig godt sted at være. Desværre rumsterer der stadigvæk planer om at omdanne dette fantastiske sted til en kæmpe marina med alskens gøgl og trummerum. Foto fra 14. juli 2021. (FS)
Senere i uddannelsen skulle vi så en uges tid i praksis på først en landstation, derefter på en forgreningsstation og til sidst, som jeg husker det, på en stor købstadsstation.
På denne måde kom jeg til Skærbæk. Stationen var stadig bemandet med en stationsbestyrer, der var en portør, som vistnok skulle passe alle stationerne på Marskbanen, og derudover var der en betjent kiosk med avis- og chokoladesalg – og så en række rutebilschauffører, som vi dog intet havde med at gøre. Om der var billetsalg på stationen, mindes jeg ikke, og jeg ekspederede i hvert fald ikke en eneste passager, mens jeg var på stationen. Måske havde alle abonnementskort, eller også var der en særligt ansat til at sælge billetter – jeg husker det ikke.
Jeg blev venligt modtaget af stationsbestyreren, der blev lidt ked af, at jeg ikke ville bo på stationen – han havde ellers ryddet loftsværelset til mig. Jeg havde dog besluttet mig for at bo på byens campingplads, der viste sig at være meget primitiv. Der var kun koldt vand i hanerne, men til gengæld kunne man købe ædle vine til discountpriser hos ejeren, der ikke selv brød sig om vin, men som havde medbragt lageret fra det hotel, han havde drevet gennem mange år. Troligt havde han hvert halve år vendt alle vinflaskerne i kælderen en halv omgang, sådan som man skal. Vi blev enige om, at 28 kroner for en Macon ’64 eller en Chateau-Neuf-du-Pape 1962 var rimeligt. Det var fine vine.
Mit hjem på campingpladsen – min aldrende 2 CV er netop parkeret, efter at jeg havde hentet cyklen, der forinden var blevet sendt som rejsegods til Skærbæk. Jeg havde et lille telt med samt campingudstyr, og det var dejligt at bo på den primitive campingplads – så vidt jeg husker, var det i august måned og lunt. For en sikkerheds skyld havde jeg medbragt en paraply, og på motorhjælmen står en kop kaffe parat.
Banegården i Skærbæk med rutebil, ret omfattende sporareal, en enkelt godsvogn ved det lille pakhus og til højre ses den meget lange militærrampe med forstærkningen øverst af kasserede jernbaneskinner. Foto den 21. maj 1973 af Holger B.D. Sørensen.
Toggangen i Skærbæk var alt andet end ypperlig, så der var god tid til at vise mig rundt på stationen. Jeg lagde mærke til den meget lange læsseperron (over 200 m), der yderligere var forstærket med et dobbelt lag skinner ud mod sporet. Desværre kom der ingen godstog, mens jeg var der, og i det hele taget var godstrafikken vel nok ophørt på Marskbanen – eller også var der stadig lidt trafik på Ribe?
Her er så hele stationen set fra læsserampen under et senere besøg i 1995. Umiddelbart ser stationen helt intakt ud, men betjeningen er ophørt og personalet er væk. I stedet er der opsat en billetautomat og stempelautomater. Som det ses, er der stadig postkasser på bygningen, dertil diverse betjeningsapparater for overkørselsanlæg m.v. – og især ét af dem kom jeg til at stifte nærmere bekendtskab med. Cirka midt på bygningen sidder stadigvæk den antikke drikkevandshane og emaljevask, og helt til højre anes det meget lille pakhus, hvor der lå en sporstump foran til en enkelt godsvogn.
Døren ind til stationskontoret en del år efter, at jeg havde gjort tjeneste dér i en uge. Forfaldet er sat ind, der er klistret beskeder op på døren, men der er intet personale tilbage, og egentlig kunne man vel bare se frem til, at bulldozerne kom og ryddede stationen helt. Det sket heldigvis ikke, stationen er i dag istandsat og fremtræder smukkere end før. Foto den 5. juli 1995 (FS)
Noget af det første, jeg blev indprentet, var, at skulle jeg give afgang til tog eller på anden måde optræde som DSB’s personale udendørs, skulle jeg have stationsbestyrerens kasket på – så pyt med, at jeg ikke havde nogen uniform. Kasketten udgjorde autoriteten. Desværre tog jeg slet ingen billeder fra arbejdet på stationen, så alle billederne her stammer fra andre situationer og besøg på stationen.
Et nyere kig henad stationsarealet i 1995. På rutebilarealet er der nu kommet flere cykelstativer, der er ryddet mere op, transversalen mellem spor 2 og 3 er fjernet, og i baggrunden er den store silo fjernet. Til gengæld ses den store siderampe godt, og skiltemæssigt er der sket en tilvækst, især på perron 1. (Foto FS)
Som nævnt var toggangen ikke særligt ophidsende. Der har vel været to, måske tre MR-sæt i drift mellem Esbjerg og Tønder, og de fleste gange om dagen krydsede de i Skærbæk. Det kunne gå således for sig (med forbehold for evt. forglemmelser, det er jo længe siden): Først ankom et tidligt morgentog sydfra (fra Tønder). Det skulle holde i spor 2, og inden toget ankom, fik jeg min vigtigste opgave under opholdet: Det var at lave en masse kaffe og derefter gå over til bageren for at hente morgenbrød. Personalet fra toget havde nemlig et længere ophold, hvorfor de skulle have kaffe og rundstykker. Imens sad de halvsøvnige passagerer, mest uddannelsessøgende, og ventede på at toget kørte videre.
Efter måske ti minutter ankom det sydgående tog, og snart efter afgik de to tog mod hvert deres mål. Kørslen skete med til- og afmeldinger, men der var det specielle ved afgangene mod syd, at der i reglen ikke var andre tog på strækningen – der var dengang ingen togtrafik fra Tyskland til Danmark. Det betød, at man helt lokalt havde indført egne regler, nemlig at stationsbestyreren – som stadig brugte ’spejlægget’ – samtidig løftede højre arm i vejret og med tommeltotten opad drejede hånden til højre og venstre et par gange. Jeg nåede også at give afgang på denne specielle måde. Det betød, at lokomotivføreren ikke behøvede at melde til Skærbæk, når han var ankommet, og når han skulle afgå, for med blot ét tog på strækningen var det nok, at han selv overholdt køreplanen. I øvrigt kørte toget ”mellem Ri’f og Tynne” som man sagde. Billedet er dog af nyere dato og stammer fra den 29. august 2002. (Foto FS)
Tegningen viser sporplanen over Skærbæk station fra dengang, hvor de smalsporede, sønderjyske jernbaner stadigvæk var i drift – dvs. før 1937. Det er Tønder mod venstre, Bramming mod højre, og længere ude mod venstre ligger indkørselssporskiftet til spor 2, som spillede en rolle i næste afsnit.
En dag havde stationsbestyreren fri, og en afløser passede stationen. Vi talte godt sammen og var nok mere optagede af samtalen, end godt var – for da vi gav det sydgående tog afgang, gik det pludselig op for os, at vi måske havde glemt at omstille det sydlige sporskifte. Lokomotivføreren reagerede ikke, så vi vidste ikke, om tungerne blev skåret op. Nå, det var ikke så godt, for hvis de var blevet beskadiget, ville det betyde, at sporkolonnen skulle reparere dem – og det kunne tage flere dage, inden de havde tid til det. Det ville så betyde omlægning af alle krydsninger til nabostationerne – de steder, hvor der var mulighed for det. Og i øvrigt ville det også være pinligt for afløseren og mig at vi havde kludret i det. Han hentede stationens kikkert, lånte min cykel, og jeg skulle så – når han var nået ud til sporskiftet – iagttage ham med kikkerten og skifte sporet ved hjælp af knapperne i apparatskabet på bygningen på hans signal et antal gange. Sporskiftet virkede, uden at han kunne konstatere fejl, så vi åndede lettet op.
Denne dag i juli 1999 er der stille og fredeligt på stationen i Skærbæk, og det minder mig meget om den dag, hvor afløseren og jeg var faldet så godt i snak, at vi næsten glemte at passe toggangen – der som nævnt var uhyre sparsom. Der skete dog ingen ulykker, men det var ikke i orden. Her ses det lille pakhus, hvor der lige netop kunne holde en enkelt vogn foran pakhusdøren.
Efterhånden gik det op for mig, at min fremtid ved DSB nok de første mange år ville bestå i at være afløser – først det ene sted, så det næste og så fremdeles, og det var jeg ikke indstillet på, så efter noget betænkningstid meddelte jeg min leder, at jeg ville stoppe – det var noget andet, jeg ville hos DSB.
Jeg havde nogle år forinden arbejdet i Stockholms tunnelbane som billetsælger, og som nyansat fik jeg de værste vagter – nogle dage som afløser i ét væk på forskellige stationer – en halv time hér, en halv time dér, så måske en pause, og videre sådan resten af arbejdsdagen. Men værre var nattevagterne – her skulle jeg lave vagtrundering, lukke stationen helt efter sidste tog omkring klokken ét, hvorefter jeg havde ‘fri’ tre-fire timer, indtil jeg skulle åbne stationen igen. Der var ingen overnatningsmuligheder, i bedste fald en kontorstol eller et arbejdsbord at hvile sig på, så det var ikke morsomt. Et lignende, omflakkende liv ønskede jeg ikke at gennemleve igen.
Jeg fik at vide, at man kunne ikke blive ansat igen hos DSB, når man én gang havde sagt op, men – skæbnen ville mig det anderledes – og ti år senere fik jeg min drømmestilling hos selvsamme DSB, men nu på Jernbanemuseet – hvor jeg så var de næste 25 år.
En detalje fra gaden overfor stationen i Skærbæk: Dengang var der stadigvæk dobbelt elforsyning som en reminiscens fra tyskertiden 1864-1920 – nemlig 110 V = og 220 V ~. Sådanne skilte sad rundt omkring på master, skilte og bygninger i landsdelen
Skærbæk station blev senere lukket, kiosken forsvandt, det lille pakhus, hvor portøren havde gjort rent og passet sagerne findes dog stadig. Bygningen og stationens forplads er i de senere år renoveret, hvilket har pyntet gevaldigt på det noget nedslidte jernbanemiljø. Men hverken stationsbestyreren, portøren eller den venlige mand på campingpladsen er der mere – personlig betjening, service og hjælpsomhed er blevet en by i Rusland, og alle virker til at være tilfredse med det.
Skærbæk station og forpladsen er i de senere år fint renoveret og ligner slet ikke det nedslidte stationsmiljø, jeg engang gjorde tjeneste på – heldigvis. Men jeg kan godt savne livet på stationen, personalet og jernbaneatmosfæren. Foto august 2012 (FS)
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.