Ford Zephyr 4 som politibil

En af de flotteste politibiler, som jeg kender til, er eller var den resedagrønne udgave af Ford Zephyr 4 fra cirka 1960. Zephyren var en ædel sedan med en ret bred, lav kølergrill, en stor, buet panorama-forrude, diskrete halefinner bagtil, og set fra siden en elegant bil i typisk, enkel stil (som Fiat 1800, Peugeot 404, Austin Westminster og Morris Oxford samt Wolseley 24/80 og Riley 4-udgaverne af de britiske vogne). Zephyren havde også en ‘storebroder’, nemlig Ford Zodiac, hvor grillen var todelt, men den var mere sjælden, i hvert fald her i landet.

Især Københavns Politi anvendte Ford Zephyr cirka 1960-65. Lige omkring 1960 skete der noget epokegørende indenfor udrykningskøretøjernes vedkommende: Alle biler – dvs. politibiler, brandbiler, ambulancer og til dels kranvogne – havde hidtil anvendt trekantede, gule faner med teksten “UDRYKNING” i sort, og dertil to kulørte blinklys, alt efter hvilken art udrykningskøretøj, der var tale om. Politibiler anvendte to grønne blinklys, der kunne være monteret på forreste kofanger, oftest dog på de to forreste skærme, men de kunne også være anbragt på taget. Ofte – men ikke altid – kunne der være en tagprojektør og et eller to eksternt monterede horn.

Rundt om i Europa begyndte man at anvende roterende advarselslys til udrykning. I Danmark blev der omkring 1960 indført orange, roterende lys på politibiler til brug ved udrykning, og netop den orange farve stod godt til de grønne politibiler (selvom det nok ikke var meningen).

Det varede indtil cirka 1963, hvor de blå blink i diverse udførelser ret hurtigt blev indført over hele linien, og resten er jo så historie. Men mindet om disse biler med det orange udrykningslys har spøgt i mit hoved lige siden, og jeg ville meget gerne lave sådan en politibil.

Det lykkedes mig med tiden at skrabe to eksemplarer af Ford Zephyr sammen – et par meget primitive, billige og delvist bemalede modeller fra det spanske firma EKO. Bilerne skulle trimmes noget for at komme til at fremtræde ordentligt – pasformen mellem karosseri og chassis var ikke helt i orden, hjulene decideret ubrugelige, lakeringen mangelfuld og der manglede en ordentlig finish samt diverse detaljer.

Et par eksempler på bilernes tilstand – ikke ordentlig lakering, stort gab mellem karosseri og grill/chassis, men også subtile, fine detaljer så som navnetrækket bagpå – næppe synligt efter et lag maling.

Absolut ikke i orden efter vore dages standard, men hvem laver ellers sådanne ædle, britiske biler i H0?

Tiden gik, jeg lagde bilerne til side, men her i efteråret var det tid til at finde dem frem igen og se at få sat skik på dem. Det vigtigste var så at sige at få den rette farve på karosserierne. Jeg malede den ene med Humbrol 120, som desværre tørrede fuldstændigt mat op, men da denne overdel var helt tør, klippede jeg noget malertape til og satte på ruderne, hvorefter bilen fik et lag klar, blank lak (spray). Så måtte bilen tørre endnu en gang.

I mellemtiden studerede jeg gamle billeder og så, at grillen nærmere skulle være nærmest helt sølvfarvet, fik den nogle strøg med en sølvpen og blev igen sølvfarvet. Lygterne blev også sølvmalet, det samme gjaldt en tynd kromliste nederst på den bageste, brede vinduesstolpe, ligesom dørhåndtag, bagagerumslisten og nummerpladelygten fik en tynd streg sølv. Hullerne mellem karosseri og chassis blev forsøgt fyldt ud med hvid lim, der tørrede glasklart op.

Så gjaldt det selve ‘kroningen’, den orange taglygte. Det skulle vise sg at blive et stort problem: Jeg havde en mængde udrykningslygter fra et sæt, vistnok fra Preiser, men – alle disse bittesmå dele skulle limes sammen inden montering. Vi taler her om dele på ned til 1-2-3 mm’s størrelse og forestil jer, hvor nervepirrende det er med gamle fingre samt nedsat syn at skulle lime disse dele sammen!

Det mislykkedes gang på gang. Så gik det op for mig, at tappe og huller måske ikke passede sammen, hvorefter jeg borede hullerne op med 1,8 mm bor (der var mange flere dele end vist på billedet). Så passede delene bedre sammen, men bagefter måtte en holder bemales med grå farve for at virke realistisk, inden den med største forsigtighed blev limet fast midt på taget. Obs! Kun én roterende lanterne pr. vogn! De støberester, der sad tilbage på lygteholderen, måtte jeg opgive at fjerne – delene var ganske enkelt for små.

Et lignende tilbehørssæt fra Busch, men desværre til moderne, amerikanske biler – og kun med røde og blå lygteglas.

På fronten tilkom et kompressorhorn på grillen, og på forreste kofanger samt bagpå under lygten midtpå blev anbragt nummerplader fra Skilteskoven. Desværre var det ikke helt ud matchende plader, men et sæt med “KH 25.684” passede dog, hvad de to kendingsbogstaver angik. Og så var denne Ford Zephyr 4 efter mange års henstand og prøvelser omsider klar til brug igen. Næste politibil-projekt bliver enten en mørkegrøn Volvo 444 med to små, grønne blink eller Mercedes Benz 319 minibus i lysegrå udgave med orange topblink; også Citroën HY, lysegrå med orange topblink samt hvidt “POLITI” på siderne kan tænkes.

Jeg er godt klar over, at min model af Ford Zephyr 4 som politibil ikke vinder nogle skønhedskonkurrencer, men da jeg ikke havde andre muligheder end at prøve at få det bedste ud af en ‘umulig’ model, måtte jeg prøve det – og når blot den holder et stykke i baggrunden – hvor min politistation også skal være – går det. I øvrigt er Zephyren holdt i den lidt ejendommelige skala 1:86, uvist af hvilken grund.