Dejlig nyhed fra Roco

BR 023 fra Roco

Foto Roco

En af mine største drengedrømme tilbage i de tidlige 1960’ere var at få fat i det flotte Märklin-lokomotiv BR 23, som nærmest var et uopnåeligt mål dengang – med 25 øre i lommepenge om ugen (tiderne og priserne var godt nok anderledes dengang, men alligevel!). Jeg måtte nøjes med at beundre det hos en af mine skolekammerater, der havde fået en model – og hvor var det dog flot!

Det havde det, som et damplokomotiv skulle have: Længde, vægt, tyngde og en masse hjul – en forløber, tre store drivhjul, efterløber, fire tenderhjul, og så var der lys foran – hele tre store lanterner med varmt, gult lys, og så var der gangtøjet af forniklet, udstanset metal – bare flot!

At lokomotivet havde røde hjul, gjorde intet afbræk i fornøjelsen, for sådan skulle et legetøjslokomotiv jo se ud – det gjorde alle de andre Märklin-modeller jo også! At de DSB-lokomotiver, jeg dagligt så, blot var helt sorte, tænkte jeg ikke så meget over – de var der jo bare og kørte forbi Svanemøllen station hele tiden, ikke noget mærkeligt i det. Det var mest S-maskiner, på Helgoland rangerede F-maskinerne, og når vi skulle på ferie med tog, var det E-maskiner, der trak ekspressen fra Hovedbanegården vestpå.

Nå, det var en lang indledning til denne nyhed fra Roco, det tyske efterkrigslokomotiv BR 23 – eller som nyheden retteligt hedder: BR 023. Typen var tænkt som en afløser for de aldrende P 8/BR 38, men BR 23 kom kun til at overleve de gamle maskiner med ét år. Alligevel er der bevaret omkring otte stykker af BR 23 i Tyskland. Her er modellen af det på vej ind på scenen med store ‘øreklapper’ på.

Som det kan ses, er det ganske godt udstyret med slanger, håndbøjler og gennemgríbende detaljeret. Jeg har ikke selv monteret delene, de var monteret fra fabrikkens side – tak for det! Vi tager et kig fra den anden side:

Bemærk placeringen af de to nederste lygter under fodpladen og den flade røgkammerdør – det giver maskinen et mere moderne udseende. Pufferne har også fået slid eller patina – også en nyskabelse hos Roco. Først troede jeg, at det var en fejl på billedet, men tenderens puffere er også ‘smudset til’ – virkelig en god nytænkning fra Roco. Weiter so! Lige et billede mere af pufferplanken og det fine riffelblik.

Vi går hen langs maskinen og kigger lidt på cylinderen og forreste drivhjul – igen fine sager og små flanger på drivhjulet. Fabrikspladen er dog kun trykt på – men der ligger vanen tro et ætseark med samtlige skilte til valgfri montering på modellen. Igen et fint initiativ fra roco.

Et kig på kedelryggen åbenbarer andre, fine detaljer – her drejer det sig om dynamoen med diverse rør- eller kabelføringer.

Og her er en detalje, jeg er virkelig benovet over: Tænk, at der har siddet en konstruktør og med vilje tegnet disse ledninger lige så sløset monteret, som de måtte være på forbilledet – det er super! Rocos konstruktører er sandelig i mesterklasse. Bemærk i øvrigt også det frie kig mellem kedel og ramme – en selvfølge i dag på damplokomotiver, men sådan var det ikke i min barndom.

Også dette større kabel er lagt lidt med løs hånd hen ad kedlen – igen helt realistisk gengivet.

Førerhusets tag har også fine detaljer, som man først lægger mærke til ved forstørrelsen.

På kedelryggen foran førerhuset sidder dette armatur, som jeg ikke er sikker på, hvad er – på klassiske lokomotiver plejer sikkerhedsventilerne at være her, men denne type kender jeg ikke.

Og her lister BR 023 sig så ud igen – men hvordan kørte det egentlig? Jo fint.

Det kan lyde lidt summarisk, men kørslen er der intet at udsætte på. Jeg afprøvede den analoge udgave, og den kører aldeles fint med en let, metallisk lyd på sporet (Piko A-Gleis i dagens anledning). Lokomotivet kører støt og roligt uden slinger eller vaklen. Konstruktionen er leddelt, således at drivhjulsgruppen inkl. cylindergruppen kan svinge nogle millimeter fra side til side, mens efterløberen styres af denne gruppe. Det sikrer god kurvebevægelighed, uden af det virker påfaldende.

Drevet sidder i tenderen, der har træk på alle fire aksler – det må give god trækkraft. Der er ikke kardanled til lokomotivets drivhjul, der således kan dreje frit. Belysningen i analog drift er moderat, dvs. nærmest ikke-eksisterende – om det er bedre i digitaldrift, ved jeg ikke, men det er til gengæld det eneste, jeg vil anmærke ved denne dejlige model. Der er selvfølgelig stik til dekoder (NEM 652).

Roco nr. 70251 BR 023 Damplokomotiv. H0-model, epoke III-IV. DC-udgave. Pris ca. kr. 2.300,-.