Den franske P 8

SNCF 2-3-0 F 607 – den franske P 8

Tekst og fotos Flemming Søeborg

Lige siden, at Roco for nogle år siden bekendtgjorde, at de ville udsende det tyske standardlokomotiv P 8 (= BR 38) i fransk udgave, har jeg ventet på modellen. Længe virkede det som om, at modellen slet ikke ville komme, for der er så meget tumult i verden i disse år, men efterhånden tydede det på, at den nok skulle komme. Og det gjorde den – i morges afleverede GLS en meget stor pakke til mig. I pakken lå en mindre pakke, og i den lå endnu en æske – den velkendte, blå æske fra Roco, men større og kraftigere end normalt.

Vore dages modeller kommer særdeles godt emballerede med meget ekstraudstyr

Modellen var godt indpakket: I den blå æske var der en stor vitirine, hvor lokomotivet var skruet fast. Det hele var godt foret med styroporblokke. I bunden lå et servicehæfte, de sædvanlige løsdele til eftermontering (bl.a. personale), røgdestillat samt kanyle – det er fornemt!

Men det tog noget tid at få løsgjort vitrinedelen fra bunden – med fare for knækkede negle. Det er ikke så ligetil, og pas endelig på med håndteringen af det hele. Til sidst lykkedes det at få fjernet overdelen, og forsigtigt kunne jeg så skrue modellen løs fra den medfølgende skinnefod.

Jeg holder meget af P 8-maskinens ‘kontrafej’ med det elegante gangtøj og den lange afstand mellem drivaksel 2 og 3

Modellen er virkelig såvel sin vægt som sin pris værd. Der er en skøn mangfoldighed af detaljer på modellen, hvad enten det drejer sig om kedlen eller om det flotte gangtøj og de spinkle egerhjul – det hele er en nydelse. P 8’eren har altid været mit favoritlokomotiv, lige fra jeg så de første grove Märklin-modeller af det sidst i 1960’erne. Mit første P 8 var dog Fleischmann-modellen fra sidste århundrede, en model, der stadig kan hævde sig med gode egenskaber (og jeg omdannede den dengang til en DSB T-maskine). Det var egentlig også hensigten med denne P 8 – eller 2-3-0’er fra Frankrig.

Flot, skygget skrift på SNCF’eren

Fordelen ved at vælge den franske P 8 som basismodel for DSB litra T er, at alt – lige fra undervogn, ramme, kedel osv. op til skorsten er matsort, så der skal egentlig blot fjernes de hvide påskrifter og tilføjes safrangule DSB-markringer tillige med rød-hvidt-rødt skorstensbånd. Men hvilken T-maskine skal det så være?

Maskinen har de små Wagner-røgplader, hvilket klæder den ganske godt

Tja, DSB havde tre maskiner, nr. 297, 298 og 299, der indbyrdes havde flere forskelle – og her må jeg henvise til faglitteraturen, især Stefen Dreslers fortrinlige bog “Tyske krigslokomotiver på danske spor – DSB litra N og T” fra Lokomotivet 1998. Heri er der skalategninger, masser af oplysninger og tips.

Fine detaljer på fronten de er monteret på forhånd ab Werk

Min gamle Fleischmann-model havde nr. 298 – en model med tre domer. Nr. 297 kunne jeg ikke bruge – nummeret er benyttet til en free-lance-model af Ls 297, et pudsigt tenderlokomotiv, der blev ophugget i 1930’erne. Tilbage var kun nr. 299, og den passede – delvist – på den franske maskine.

SNCF-lokomotivet havde to små Wagner-røgplader, og det havde T 299 oprindeligt også – men kun to domer. Senere fik 299 kedlen fra 298, der havde tre domer – ligesom modellen – men røgpladerne forsvandt. Så modellen udgør altså et hypotetisk eksemplar med lidt fra forskellige tider, men det generer mig nu ikke – især ikke, når modellen er så perfekt, som den er.

Særdeles flot gengivelse af kedelbagvæg med diverse aggregater farvelagt – nu mangler bare lokomotivfører og fyrbøder, så kører vi!

Ud over omlitreringen er der ikke meget at foretage – jo, pufferplankerne skal naturligvis være sorte, for og bag må en enkelt lanterne fjernes (og en af dem kan monteres over røgkammerdøren som dummy-lanterne, men det er ikke 100 % nødvendigt) – og så skal der nogle grovere stykker kul i tenderen – Rocos gravering ser alt for harmonisk og simpel ud.

Kul ville aldrig lægge sig i så pænt designede baner, når det hældes ud af grabben på en kulkran, og på billeder af T-maskiner i drift kan man se toppe af kul, så det må ændres. Kedel og armaturer skal også ved lejlighed have lidt patina (tørpulver), men ellers gør jeg ikke ret meget ved maskinens udseende ellers.

Dynamil og detaljer – jeg er vild med den maskine!

Men hvad så med teknikken? Ja, der er ikke meget at bemærke – modellen sætter langsomt i gang med fine damplokomtivlyde (i digitalversion). Lanternerne lyser hvidligt med en gullig nuance, og dampslag og alle andre lyde virker overbevisende. Der er masser af lydeffekter, men det, jeg er mere begejstret for, er kabinelyset, der viser en flot dekoreret kedelbagvæg, samt lamper under fodpladen, der belyser gangtøjet – og så er der røggenerator, med dynamisk damp, som jeg til gengæld er ret ligeglad med.

Akut tarmslyng eller genngemført detaljering?

Maskinen kører perfekt, der er som altid hos Roco kælet for pålideligheden. Der er træk på to af tenderens fire aksler, mens dampmaskinens koblede hjul drejer frit. Afstand tender-maskine er lille, men maskinen klarer R 360 uden problemer (dog uden visse løsdele monteret). Der er koblingsskakte for og bag til udskiftning af koblinger, og nu ser jeg frem til at få omdekoreret og -litreret maskinen, så den kan indgå som godstogslokomotiv i den daglige drift.

Om Roco vælger at lave en dansk version – tja, jeg har for længst meddelt ønsket til deres topchef, og indtil nu er den gamle P 8’er udsendt fra DB, DR (Ost) SNCF, mens den kommer fra PKP senere på året, så – man har jo lov at håbe.

Roco art. nr. 71386 Damplokomotiv SNCF 230 F 607; epoke III, DCC-model med røg og lyd. Pris ca. DKK 4.800,-.

DSB T 298 fotograferet i 1954 af Gunnar Clausen. Bemærk tre domer og særtogslanterne.

DSB litra T 299 set fra bagsiden. Bemærk blot én enkelt lanterne. Læg også mærke til bunken af kul i tenderen. Ukendt fotograf, sted og årstal.