Frichs Firkantede Diesellokomotiver

Af Jan Bojsen Hager

Tre flotte, håndbyggede modeller af Frichs Firkanter, bygget af Preben Høybye. Foto Olaf Hermansen

Forsideillustration: ML 5203 i Ålborg 1968. Foto Frank Stenwall

FRICHS Firkantede diesellokomotiver

Af Jan Bojsen Hager

Bygget til danske privatbaner i årene 1933-38; i alt 23 stk. 14 stk. blev bygget med hjulstillingen 1’Co1’, og af disse planlægger HELJAN at udgive følgende otte stk. i 1. kvartal 2025:

HTJ 33: B. 1933 som HJJ M 1, 1953 omlitreret til HJJ DL 302, 1958 til NFJ som MV 40, 1966 til HTJ som nr. 33, udr. 1970, oph. 1973. Billeder og beskrivelser viser ”fynskrød” farve med staffering på nederste del af vognkassens fire sider, men intet mavebælte; gavldøre og overgangsbroer, lygter i top og i højre side (i køreretningen), kasketskygger, kurvpuffere, ”Kaptajn Vom-skæg” og ikke ekstra luftindtag i toppen af gavlene.

FFJ ML 5209, her dog som HTJ 41 (aldrig officielt omlitreret) i Slagelse 1971. Foto Nils Bloch. Det har ikke været muligt at finde et billede af HTJ 33

HBS M 2, ex. HHJ M 2, 1953 til HBS DL 202. Foto Ole Winther Laursen via Hans Gerner Christiansen

HBS DL 202: B. 1933 som HJJ M 2, 1953 til HBS M 2, 1954 omlitreret til HBS DL 202, udr. og oph. i 1968. Vinrød vognkasse med gult mavebælte, gavldøre og overgangsbroer, lygter i top og i højre side (i køreretningen), kasketskygger, kurvpuffere, ”Kaptajn Vom-skæg” og ikke ekstra luftindtag i toppen af gavlene.

TKVJ M 3, foto Ole Winther Laursen via Hans Gerner Christiansen

TKVJ M 3: B. 1933 som HJJ M 3, i 1953 omlitreret til HJJ DL 303, i 1956 til TKVJ som M 3, hensat 1965 og anvendt til reservedele, i 1968 til VNJ. Indtil ca. 1962 vinrød farve med gule stafferinger på nederste del af vognkassens fire sider, men intet mavebælte; gavldøre og overgangsbroer, ”Kaptajn Vom-skæg” og kurvpuffere. Efter ca. 1962 mørkerød farve med gult mavebælte, cylinderpuffere, ingen overgangsdør og -bro i gavle og små ”snenæser”. Hele tiden hos TKVJ lygter i top og i højre side (i køreretningen), kasketskygger og ikke ekstra luftindtag i toppen af gavlene. Efter billeder at dømme er alle ændringer i 1960’erne ikke foretaget samtidigt.

AHJ ML 5203. Foto Per Brøns, arkiv Olaf Hermansen

AHJ ML 5203: B. 1936, i 1969 lejet af HP, samme år solgt til OHJ (OHJ 40). Mørkerød vognkasse med sort mavebælte. Kurvpuffere, kun én dør i hver side (ind til maskinrummet), små ”snenæser” med takker i den ene ende. I den anden ende almindelig banerømmer ─ her kunne monteres en stor sneplov. Ingen gavldøre, ekstra luftindtag i top af gavle, lygter i top og midt på gavlene indtil ca. 1960, hvor nederste lygte blev flyttet til venstre side (i køreretningen) og kasketskyggen i sneplovenden fjernet. Litrering også malet på pufferplankerne med gul farve.

OHJ 40: B. 1936. Indtil 1969 AHJ ML 5203, se ovenfor. I 1972 malet højrød med hvidt mavebælte. Hensat 1977 og solgt til DJK 1979 (Mariager).

AHB ML 3202: B. 1936, i 1970 til HP som nr. 15, i 1977 til OHJ som nr. 47 men ikke omlitreret, i 1979 til DJK (Mariager), ophugget 1981. Mørkerød vognkasse med sort mavebælte. Kurvpuffere, kun én dør i hver side (ind til maskinrummet), små ”snenæser” med takker i den ene ende. I den anden ende almindelig banerømmer ─ her kunne monteres en stor sneplov. Ingen gavldøre, ekstra luftindtag i top af gavle, lygter i top og midt på gavlene indtil ca. 1960, hvor nederste lygte blev flyttet til venstre side (i køreretningen) og kasketskyggen i sneplovenden fjernet. Litrering også malet på pufferplankerne med gul farve. Kørte fra sidst i 1944 til ca. midt i maj 1945 på naturgas; 20 udskiftelige gasflasker opstillet i niche i den ene side.

LJ M 8 i Maribo, august 1977. Foto Olaf Hermansen

LJ M 8: B. 1934, udr. 1977, oph. 1979. Leveret tofarvet: Øverste halvdel af alle fire sider lysegule, nederste halvdel mørkerød; omkring 1950 blev siderne malet mørkerøde ─ gavlene forblev tofarvede; i 1963 malet helt i vinrød. Leveret med almindelige banerømmere, gavldøre og overgangsbroer, ekstra luftindtag i top af gavle, lygter i top og i højre side (i køreretningen), kasketskygger og kurvpuffere. Mellem 1952 og 1961 blev overgangsbroerne fjernet og gavldørene svejset fast, banerømmerne udskiftet med små ”snenæser” og kurvpufferne udskiftet med cylinderpuffere.

LJ M 9 i Maribo, august 1977. Foto Olaf Hermansen

LJ M 9: B. 1934, udr. 1988 og foræret til DJK. Leveret tofarvet: Øverste halvdel af alle fire sider lysegule, nederste halvdel mørkerød; omkring 1950 blev siderne malet mørkerøde ─ gavlene forblev tofarvede. Leveret med almindelige banerømmere, gavldøre og overgangsbroer, ekstra luftindtag i top af gavle, lygter i top og i højre side (i køreretningen), kasketskygger og kurvpuffere. Mellem 1952 og 1962 blev overgangsbroerne fjernet og gavldørene svejset fast, banerømmerne udskiftet med små ”snenæser” og kurvpufferne udskiftet med cylinderpuffere. Mellem 1982 og 1989 monteret ekstra lygte i gavlenes venstre side (”trelys”). Mellem 1997 og 1999 er øverste del af hele vognkassen igen blevet malet gul.

Som kilder er brugt HELJANs brochure, bogen ”Motormateriel 7” fra 2009, diverse numre af bladet LOKOMOTIVET og www.jernbanen.dk under fanen ”Privatbaner”. Kilderne er nogle steder uenige om årstal ─ det kan svinge et par år. Vigtigt: Find selv billeder af din ønskede model fra din periode.

Et flot godstog, trukket af ukendt Frichs-maskine, formodentlig et sted i Jylland (TKVJ?). Billedet stammer fra Ole Winther Laursen og er stillet til rådighed for Spor og baner af Hans Gerner Christiansen. Dette og flere af de andre viste billeder tjener blot som illustration til artiklen og kommer ikke nødvendigvis som modeller fra Heljan. I nogle tilfælde er det ikke lykkedes at finde brugbare billeder af forbillederne til de kommende Heljan-modeller.