Hispania-Express fra Roco

Af Flemming Søeborg

I 1960’erne kunne man køre med tog direkte fra København H. til Port Bou – grænsestationen mellem Frankrig og Spanien. I samme vogn, uden skift undervejs. Toget hed Hispania-Express, og det var blot ét blandt mange, internationale tog ud og ind af Danmark. Dagligt regnede man med i alt 50 internationale passagervogne i såvel dag- som nattog.

Opslag fra DSB’s sommerkøreplan 1967

Vognløb i Hispania-Express – mærkeligt nok er der kun tale om siddevogne København-Port Bou – en tur på omkring to døgn… De fleste ville nok vælge sove- eller liggevogn en del af vejen.

Hispania-Express fik ikke nogen lang levetid – det ser ud som om, at den gradvist forsvandt hen mod 1970’erne, i hvert fald fra de danske skinner. Togforbindelsen levede videre, dog i amputeret form med afgang fra Hamborg og så vidt jeg kan tolke det med omstigning undervejs i Basel eller Genéve.

Kortet viser Hispania-Express-ruten som tog D 377 i 1975 – lidt bemærkelsesværdigt, at turen går via Schweiz og kun på den sidste del via Frankrig. Kortskitsen stammer fra Roco. Og nu til vognsættet:

Sættet fra Roco består af tre vogne – eller rettere, af tre gange tre vogne. Jeg har taget det første sæt i øjesyn – dels fordi det er ret ‘ens’ vogne i de klassiske blå og grønne farver, dels fordi dette sæt indeholder den kombinerede sidde- og pakvogn litra BDüm. Alle vogne er fra epoke IV, og disse er revideret i 1975. De to andre sæt indeholder f.eks. vogne i ‘pop-farver’ og en TEE-restaurantvogn med pantograf (art. nr. 6200052 og 6200053).

De tre vogne er prototypisk meget lange, hvilket kan være svært at vænne sig til for en veteran som undertegnede, der er vokset op med Märklins latterligt forkortede blikvogne – men som samtidig havde meget charme. Nå, realistiske var de ikke, men det er disse flotte modeller til gengæld.

Påskrifter på 1. klassesvognen – klart og tydeligt som altid hos Roco.

Som det ses, var det vogntyper, der kunne køre over det meste af Europa – fra Norge i nord til Grækenland og Tyrkiet i sydøst og Frankrig i sydvest – men altså ikke Spanien (på grund af bredsporet der).

Den kombinerede pak- og siddevogn er nok den mest interessante model i sættet. Her kan man tydeligt fornemme, hvor lange disse UIC-X-vogne er i forhold til vore egne B-vogne (UIC-Y på 24,5 m). UIC-X var (og er) 26,4 m lange.

Efter lidt besvær lykkedes det mig at flå taget af – og det skal man ikke. Brugsanvisningen siger, at man skal skubbe det fra den ene side til den anden, ikke flå det af. Gør man som jeg gjorde, er det svært at få det på plads igen. Nå, men her er så vognens indretning. Halvdelen er optaget af kupéer med nydelig indretning – forenklet, ikke så detaljeret som hos f.eks. Dekas. Dertil kommer en halv togførerkupé samt et stort pakrum, stort set uden indretning. Her er det nemt at anbringe rejsegods, cykler m.v., hvis ønskeligt.

Her er plads til en ‘Schaffner’ i uniform med tjenestetaske, papirer m.v. Er der nogle, der ved hvilke farver, som stole og andre ting i rummet havde?

Skiltet på den ene indgangsdør fortæller på tysk, engelsk, fransk og italiensk, at der er ingen adgang for rejsende. Dog er der sidegang forbi rejsegodsrummet.

En lille, uventet detalje er den blå ‘lampe’ i tagkanten – det skal åbenbart illudere advarselslampen til rangerpersonalet om, at der arbejdes i vognen. Lampen er dog blot påtrykt og virker derfor ikke realistisk – i virkeligheden skulle den jo rage et stykke op over taget for at kunne ses på afstand.

Et eksempel på påtrykkene ved dørene – klare og tydelige tryk. Her ses også et hul, beregnet til de løse håndbøjler, der følger med.

Det fører automatisk hen på selve kvaliteten af vognene – og der er intet at udsætte på modellerne. De er som Rocos modeller er flest, nemlig gennemførte i kvalitet og konstruktion. Dimensioner, farve, detaljering er perfekt, køreegenskaberne ligeså – og det betyder faktisk meget, for ind imellem får jeg modeller til en langt højere pris, men hvor køreegenskaberne er elendige. Dog kunne jeg ønske mig brunerede hjulskiver.

Her ses de tre gruppemedlemmer til en rundbordssamtale – som det ses, er de ens, bortset fra bemalingen. Bemærk den fine, sorte tagkant og den gule stribe. I udstyrspakken – eller pakkerne – er der naturligvis også bremseledninger, A-koblinger, kobberbronze til strømoptag og – som noget selvfølgeligt for Roco – adskillige vognløbsskilte og vognnumre (forskellige) til hver vogn. Ikke mange andre firmaer leverer disse skilte med, i stedet må de fremskaffes og bestilles separat. Ikke her, fin service fra Roco!

Rocos vognsæt er efter min mening glimrende – men skal det befolkes, kræver det en forfærdelig masse siddende personer: I en Büm 234-vogn var der 12 x 6 pladser = 72 siddende passagerer, i Aüm 203 dog blot 10 x 6 = 60 pladser. Hvorfor var der kun plads til seks passagerer i 2. klasseskupéerne? I de danske vogne var der jo oprindeligt plads til otte passagerer i 2. klasseskupéerne. Årsagen er, at de lange vogne måtte bygges smallere for ikke at overskride fritrumsprofilet. I øvrigt havde første generation af UIC-vognene meget mindre vinduer i vognsiden, hvilket kan ses på Pikos model af Büm 232-vognene. Der kommer senere en sammenligning mellem de to typer fra Piko og Roco.

Roco art. nr. 6200051 DB Hispania-Express trevognssæt. Epoke IV. H0-model. Pris ca. kr. 1.500,-.

Annonce fra ‘Danmarks Rejseforbindelser’ sommer 1967.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg