Ny, tjekkisk skinnebus fra Roco

CSD-skinnebus fra Roco

Roco udsendte for nogle år siden en spændende model af den tjekkiske skinnebus M 152 med tilhørende bivogn Blm. Dengang nåede jeg ikke at få fat i et eksemplar, men nu er den genudsendt i epoke IV-udseende. Ovenfor ses motorvognen, hvor motorvognsføreren sidder klar i det ene førerrum.

Her ses hele vogntoget, der er rent, nøgternt og enkelt i linierne – epoke IV-design, når det er bedst. Motor- og bivogn er ensmed hensyn til design og udførelse, men motorvognen har selvfølgelig lidt mere ‘udstyr’ – antenner på taget, frontprojektører for og bag, styrepladser, vinduesviskere og flere aggregater på undervognen.

Selvom de to vogne har samme vognkasse, er påskrifterne meget forskellige – mere end blot forskellig litrering og nummerering.

Motorvognen M 152 0262 har den røde stjerne præget på vognsiden og i øvrigt en masse fine påskrifter og andre dekorationer.

Bivognen har litra Blm og er allerede computerlitreret, så der er nok tale om en ‘overgangsperiode’ som den, vi kender fra de samme år.

Selvom togsættet er analogt, viste det sig, at der var indbygget belysning og front- og slutlanterner. Som det ses, er lyset rent og klart og giver fint indblik i det fint indrettede passagerrum og indgangspartierne. Som det kan fornemmes, er rummet foran nidrettet til bagage (uden styremuligheder), mens det andet rum har et sæde, men øjensynligt ikke nogen styrepult.

Kørslen er stille og rolig, så der er intet at udsætte på den. Men jeg var jo interesseret i at se indmaden, ikke mindst muligheden for at sætte passagerer i begge enheder. Det var lidt besværligt, for såvel puffere som de små koblingskroge samt nogle endnu mindre ‘dimser’ skulle demonteres, inden overdelene kunne tages af. Det opgav jeg, for jeg har så negative erfaringer med at skulle genmontere så små dele – det gik dog med koblingskrogene, men de andre småting opgav jeg, så desværre kan jeg ikke vise indretningen uden overdele.

I stedet et par ord om den tekniske konstruktion. Udefra er motoren usynlig. Indvendigt er der plads til 22-bens dekoder. Der er mikrokontakter til styring af belysningen, og da begge vogne har særdeles stor akselafstand og er to-akslede, har det været nødvendigt at konstruere en undervogn med én-akslede, drejelige bogier – den ene er trepunktsophængt og følger dermed selv ‘skæve’ skinner. Der er ikke hæfteringe monteret, men da motorvognen er meget tung, og bivognen tilsvarende let, kører skinnebussen fint. Der er NEM-skakter for og bag, sådan at der evt. kan medtaget en eler to godsvogne – eller flere bivogne.

Afslutningsvis er billede af motor- og bivogn side om side – her ses også de mest markante forskelle, nemlig lanternerne og den manglende førerpult på bivognen.

Nogle vil nok tænke, at hvad skal et tjekkisk skinnebustog gøre på et dansk anlæg? Til det vil jeg blot sige, at de danske jernbaner gennem årene ofte har haft besøg af fremmede køretøjer – dels i transitkørsel, dels i forbindelse med afprøvning af nyt materiel. Så hvorfor ikke også en tjekkisk skinnebus? Jeg er i hvert fald begejstret for modellen.

Roco nr. 7700010 CSD Skinnebussæt M 152 med bivogn. DC, 1:87, epoke IV. Pris ca. kr. 2.000,-.



Skriv et svar