Stor bog om norske jernbaner

For nyligt fik jeg et eksemplar af bogen “På sporet i Norge”, skrevet af Ole Tovås. Det er et prægtigt værk på næsten 340 sider, stort, kvadratisk format og meget tung – en rigtig coffee table-bog. Men hvor coffee table-bøger ofte blot er skønmalerier med farveprægtige fotografier og måske ikke særligt essentielt indhold, er denne bog exceptionel: For det første fordi bogen udelukkende indeholder jernbanefotografier, taget af udlændinge (herunder de to danskere Svend Jørgensen og Allan J. Just Andersen), for det andet er bogen uhyre grundigt researchet, for det tredje forklares fænomenet jernbanefotografer udførligt, og for det fjerde indeholder bogen også biografier om fotograferne. Værd at bemærke, særligt da begrebet ‘jernbaneentusiaster’ praktisk taget slet ikke eksisterede i Norge på det tidspunkt. Alt i alt, så vidt jeg kan bedømme, et fremragende værk (men norske jernbaner er nu ikke ligefrem min spidskompetence!).

Bogen er ypperligt illustreret med knivskarpe, for det meste sort/hvide fotos fra 1950’erne og frem til 1960’erne. Der er tillige enkelte farvebilleder. Men sikken en mangfoldighed af lokomotivtyper! Jeg har ikke anet, at der var så mange forskellige typer i Norge, hvor der aldrig har været ret mange privatbaner. Bagest i bogen er de alle listet op med sidetal, så de er nemme at finde.

Selvom jeg kun har pluklæst her og der – og det er i øvrigt lidt anstrengende hele tiden at skulle skifte mellem norsk og engelsk tekst – vil jeg benævne bogen som en grundbog til forståelse af,, hvordan (og hvornår) interessen for jernbaner og jernbanefotografier opstod. Alene disse sider med udførlig dokumentation er værdifuld viden. Og selvom man – som jeg – nærmest er totalt uvidende om Norges mangfoldighed især mht. lokomotivtyper, er det spændende og interessant at se på dem, lige fra de mindste og meget gamle typer til store maskiner som Dovregubben og type 63a ( tysk BR 50).. Så absolut en bog for hardcore entusiaster!

Tovås, Ole: På sporet i Norge. Stor fotobog om norske lokomotiver. NJK Norsk Jerfnbaneklubb – Forlaget, 2023. 340 sider, indbundet. Oplag 1.000 stk. ISBN 9 788290 286472. Pris ca. NKK 550,-.