Nyt om nyhedsmail – og en norsk nyhed

Mange tidligere læsere og abonnenter af Spor og baner har ønsket at få tilsendt nyhedsmails. Det er også meningen, men der er nogle tekniske problemer, vi arbejder på at få løst. Derfor må I kigge her på siden fra tid til anden og se, om der er nyt. Jeg vil også i mindre omfang lave henvisninger på min facebook-side samt på www.jernbanen.dk under fanen ‘Modeljernbanerr” – og i den kommende tid er der flere interessante artikler på vej, blandt andet om min ombygning af Trix-modellen af litra E til en mere hverdagsagtig maskine. Lidt kirurgiske indgreb, lidt bemaling, ny litrering gør underværker

Men nu til dagens nyhed: En meget interessant vognnyhed kommer fra NMJ i Norge: Det er NSB-sovevognsmodellen WLABo2a nr. 115 – lignende vogne kørte i en årrække på København. Modellen er som noget nyt bemalet ret naturtro i teaktræsudseende, og efter sigende er ikke to vogne ens.

Vognen er fyldt med detaljer, alene på taget er der som det ses utallige (34) ventilatorer. De store ruder giver godt indsyn i vognen, hvor dørene i den ene halvdel er åbne og giver indblik i kupéerne. Her ses det indre, efter at vognkassen er demonteret. Det sker nemt ved, at siderne let lirkes udad med neglene, hvorefter overdelen let glider af.

Som det nok kan ses, virker indretningen noget fersk og spartansk – mon de norske sovevogne virkelig var så ‘discountagtige’ førhen? Der mangler nogle farver, blandt andet tæpper eller sengetøj, så vidt jeg kan se. Men til gengæld er der lys i vognen, og man kan nemt anbringe nogle figurer i hver kupé.

Det er en virkelig god udvikling, der er på det internationale marked, hvor flere og flere producenter leverer nye passagervogne med fuldt færdig belysning – her kan i flæng nævnes L.S. Models, Rivarossi, Jouef, Märklin/Trix og altså nu NMJ. Vi tager et par billeder mere:

Bemærk også påskrifterne på siden – det er ophøjede bogstaver, hvilket giver et flot indtryk. Og som det måske kan anes, er detaljeringen på bogier og undervogn også helt i orden. Bemærk, at belysningen i gangsiden er ret ‘søvnig’., men realistisk. Strømoptaget sker fra begge Berlinerbogier, og der er ingen rullemodstand at bemærke. Vognen har naturligvis fjedrende puffere.

Lyset i kupéerne er til gengæld på fyldt blus – måske burde det have været omvendt, således at de sovende kunne få en lidt roligere søvn…? Den eneste ulempe, jeg kan konstatere ved disse nye modeller med belysning, er, at så falder alle de andre, ældre modeller igennem og kan kun bruges i dagtog, med mindre man også får lys i dem! Men vil du have en vogntype, der kan have kørt i Danmark, så er det om at få fat i denne eller en af de andre vogne i serien fra NMJ.

NMJ Topline 151.202 NSB WLABo2a nr. 115 sovevogn. H0-model med lys, epoke II-III. Pris ca. kr. 750,-.