Spor og baner nr. 51…..

… er udkommet. Travlhed har gjort, at jeg først nu – et par uger for sent – kan fortælle lidt om nummeret. Vi begynder med et snildt arrangement til overflytning af vogne fra to-leder til tre-lederafsnit – en manøvre, der gør rangeringen mere interessant og udfordrende.

Olaf Hermansen har renskrevet sin fars rejse med Hammel-banen for mange år siden – illustreret med mange sjældne billeder fra hverdagen på den lille bane. Steffen Dresler beskriver i en fyldig og grundig artikel den allersidste tid med damplokomotiver i daglig drift ved DSB – for nøjagtigt 50 år siden.

Lars Olov Karlsson skriver om Stockholms Sporveje, der efter næsten at have været nedlagt nu ekspanderer voldsomt – en tunnelbane er ikke nok i en storby, en sporvej er bedre i nærområdet. Og Ole Linå Jørgensen gennemgår de forskellige “Marcipanbrød”.

De nye, hvide vogne fra Dekas bliver gennemgået af Vagn Holstein, og Peter Brøndum er snart klar med damplokomotivet SKRJ 8 – i byggesæt. Det klassiske, franske firma Jouef fejrede sidste år 75-års dag, atter i fremgang – her er en gennemgang af udviklingen for det hæderkronede firma med den voldsomme skæbne. Der er nyt fra Odense Letbane, og masser af modelnyheder fra Roco, Artitec, Exact-train, Piko, Fleischmann, Oxford, Busch og herpa – for nu at komme ind på andre emner. Og så er det ehele endda ikke nævnt – men kig selv efter.

Bladet er ude nu – find det hos din hobbyforhandler, i en bladkiosk, på en større banegård, i Københavns Lufthavn – eller tegn abonnement og gå ikke glip af et nummer. Du kan også benytte Bladkompagniets nye tjeneste, www.bladportalen.dk og bestille den seneste årgang her:

https://www.bladportal.dk/spor-baner.html

Følg anvisningerne på siden, og to-tre dage efter kommer bladet lige ned i din brevkasse. Bemærk, det er ikke et abonnement, og du skal hver enkelt gang bestillet et nyt nummer.

Med det vil jeg ønske jer alle en god, varm og spændende sommer – med den fornødne agtpågivenhed over for covid-19.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

https://www.bladportal.dk/spor-baner.html