Spor og baner nr. 52

I nr. 52 tager Finn Frøsig os med på en bytur i det nyrenoverede Lustrupholm, hvorefter Olaf Hermansen tager en tur med Frederiksværk-banen; her bliver vi præsenteret for en masse af det forskelligtartede materiel, som kørte på banen gennem mange år – i dag ser man kun gule Lint’er på banen.

“Den gamle redaktør” har benyttet covid-19-tiden til at påbegynde et nyt, lille anlæg, og vi følger de første, famlende skridt – men togene kan allerede køre på det lille anlæg. Niels Nørby er langt videre – han ombygger og forfiner en Heljan-B-vogn med belysning m.v.

I “jubilæums-serien” er vi nået til endnu et rundt jubilæum – i år fylder De tyske Rigsbaner, Deutsche Reichsbahn”, nemlig 100 år – nok lidt upåagtet af de fleste. Det er samtidig anledning til en gennemgang af de nye modeller af BR 64 og 78 fra hhv. Trix og Piko. I tilgift har Roco udsendt en ny DR-passagervogn af “Halberstadt-typen”, som også kørte til og fra København i Neptun- og Østersø-Express.

Märklin beriger atter modeljernbanerne med nye og opsigtsvækkende konstruktioner, herunder det specielle schweiziske Fc 2×3/4-ellokomotiv – så at sige forløberen for “Krokodillen”. Ny er også en Unimog med skinnehjul og tilkoblet tjenestevogn (med motor og lyd) samt det beige/blå BR 212 med nye passagervogne.

Den københavnske sporvognslinie 16 blev nedlagt for 50 år siden; det var den tredjesidste sporvognlinie i byen, og den var en af de “tungeste”, idet den kørte gennem de tætbefolkede områder fra nordvest via Nørrebro og Vesterbro til Sydhavnen. Ved nedlæggelsen forsvandt den sidste sporvogn fra Rådhuspladsen efter 107 års kontinuérlig sporvognskørsel på Københavns vigtigste plads.

Ved genforeningen i 1920 (endnu et jubilæum!) gik DSB på landhugst og sikrede sig en del af Tyskland lige syd for Padborg; baggrunden var, at den nye grænsebanegård Padborg ikke havde plads nok til togene, så DSB fik derved ændret grænsen (og opstillet et forsignal i Tyskland). Den dag i dag står der to DSB-signaler samt to strækningstelefoner ved Harrislee syd for Grænsen.

Rocos nye schweizer-lokomotiv, Ae 8/14, præsenteres -. det er et uhyrligt monstrum på otte drivende aksler ud af de 14 (!), leddelt og grønt som et reptil. De nye gastankvogne fra ESU/Pullmann gennemgås, og supermarkedkæden IRMAs udvalg af modeller gennem tiden vises – disse modeller er nok ukendte for de fleste, men ikke desto mindre interessante. Og plakaterne fra Alfarvej.dk er med – der er tale om sporvogns-, tog- og københavnermotiver i ny og frisk streg fra Kim Andersson på Bellahøj. Se også seneste nyt om Scandia-Ekspressen i Randers i det nye nummer, der udkommer den 6. august.

Forsiden på Spor og baner 52