Min Mauzin-målevogn

SJ’s Mauzin-målevogn litra So4 4610, den 20. maj 1958. Det er en fascinerende og charmerende lille, speciel bogievogn. Foto Seved Walther, Järnvägsmuseet

Af Flemming Søeborg

Samme vogn som ovenfor, men nu som musealt objekt ved Banverkets Museum i Ängelholm, maj 2008. Den var nu litreret Qib 80 74 985 0235-8, men var ellers i det store og hele uændret med blot små ændringer undervejs, blandt andet nye overgange med gummivulster. Foto Flemming Søeborg

Vognen på billedet blev bygget af Kalmar Verkstads AB og blev leveret til SJ i 1958 som So4 4610. Den blev også kaldt Mauzinvognen (målesystemet var af typen Mauzin efter den franske opfinder), og den havde ud over to to-akslede bogier en fire-akslet bogie i midten. Længden var 10,92 m, akselafstanden på to yderste bogier 2,5 m. Vognen havde udrustning til måling af sporets tilstand, f.eks. skævheder og sporvidde. Mauzinvognen blev udrangeret i 1998, efter at Strix-målevognen var blevet moderniseret og havde fået udstyr til måling af sporet, og den gamle vogn findes nu på Järnvägens Museum i Ängelholm.

Den specielle målevognsbogie i nærbillede den 19. maj 1958 – svær at lave i model. Foto Seved Walther, Järnvägsmuseet

Mauzinvognen har fascineret mig lige siden, jeg så og hørte om den for første gang tilbage i 1990’erne. Alene den midterste bogie med de fire aksler var et specielt fænomen. Jeg havde læst om den og set billeder af den, og til sidst fik jeg set den ved selvsyn under et besøg på det interessante jernbanemuseum i Ängelholm. Dén ville jeg gerne have i model.

Samme vogn og bogie, fotograferet maj 2002 i Ängelholm – stadigvæk et spændende køretøj. Foto Flemming Søeborg

Af natur er jeg nok lidt mageligt anlagt, så jeg begyndte at se mig om efter en egnet grundmodel, der ville kunne bruges. Mauzin-vognen havde mange små vinduer med rundinger i hjørnerne, så dem ville jeg gerne slippe for at udskære. Endvidere ville det være ret besværligt at lave de vandrette sikker på siderne for ikke at tale om de endnu flere sikker på taget, men pludselig opdagede jeg en egnet offermodel, Limas udgave af SJ’s lange restaurantvogn (fra tiden før NEM-skakter). Den havde de små ruder, sikker på tag og sider, endegavle med gummivulster, så jeg vurderede, at den kunne bruges – som halveret vogn, cirka.

Gavlen på målevognen med nye gummivulster – her ses det pauvre resultat af bemalingen med den orange lak

Jeg tog fat og vurderede hvordan, jeg skulle gribe projektet an og skilte vognen ad. Taget var støbt sammen med vinduerne. Jeg savede først vognkassen over i tre dele og fik monteret endegavlen på den del af vognen, der skulle bruges. Taget nølede jeg lidt med, da jeg ikke helt vidste, hvordan det kunne/skulle saves over uden at splintres – det er støbt i hård plast. Da jeg endelig savede i det, passede jeg på og gav det rigeligt med spillerum, så der var noget at slibe ned til det endelige mål. Og så malede jeg vognkassen.

Jeg tog ingen billeder af vognen, inden jeg påbegyndte ombygningen, og dette billede viser vognsiden, EFTER at den er blevet nymalet cirka 30 år efter det første forsøg – se teksten nedenfor

“MATVAGN” står der – det er ikke korrekt, der mangler to prikker over det første A, men de blev væk under arbejdet… Hvert enkelt bogstav er i øvrigt møjsommeligt klippet ud af et ark og stykket sammen til ét ord

Bemalingen blev rædselsfuld. Den type maling (Humbrols enamel), jeg brugte, viste sig ikke at kunne dække den gamle bemaling. Jeg skulle nok have brugt grunder først. Den orange farve så forkert ud, det brune skinnede igennem. Frustreret opgav jeg projektet, og cirka én gang om året kiggede jeg mistrøstigt på delene, som hvilede i en æske.

Det videre forløb i byggeprocessen drøftes blandt modelbyggere og ingeniører – tilfældigvis har de fundet plads i netop den gamle Mauzin-Mätvagn og diskuterer nu, hvorledes de forskellige problemer skal løses. Desværre er der ingen billeder fra selve ombygningsprocessen. Originalfoto fra Mauzinvognen maj 1958 af Seved Walther, Järnvägsmuseet

Gennembruddet

Så omsider, i efteråret 2025, tog jeg mig sammen og besluttede at færdiggøre projektet. Jeg var i de mellemliggende år blevet klar over, at den ikke ville blive en nøjagtig model af Mauzinvognen, blandt andet var den for kort, og den midterste bogie med de fire aksler til målingerne kunne slet ikke være der. Men hvad så?

Jeg ledte i gemmerne og fandt en del ældre bogier, men de var alle for lange. Til sidst stod jeg med en amerikansk, meget kort bogie, og den kunne lige præcis være mellem de to originale – så den blev prøvemonteret, efter at et nyt hul var blevet boret midt i vogngulvet. En lang maskinskrue holdt bogien på plads, og der var lige præcis frigang til, at den kunne bevæge sig uden at støde på de to originale bogier. Endnu et gennembrud!

Den nye bogie monteret mellem de to andre bogier – der er ikke meget spillerum men lige nok til, at de alle kan gå fri af hinanden, og bedre endnu – vognen kører perfekt gennem alle slags spor -S-kurver, englændere osv.. Tilmed er der tale om NMRA-hjul med lille flange – så gør det mindre, at ligheden med forbilledet består i ren illusion. Drømme skal man vel have – ?

Her ser man, hvor kompakt hele undervognen er blevet. Modellen har Minden-Deutz-bogier fra ‘fødslen’, men hvis jeg finder nogle af ældre dato, der passer, bliver de udskiftet

Så var et af de største problemer løst. Men hvordan så Mauzinvognen ud indeni? Jeg vidste det ikke, jeg havde aldrig set billeder af det indre, men da den var fra 1958, gættede jeg på, at der nok mest var mekaniske instrumenter i vognen og ikke så meget elektronik og slet ikke pc-skærme. Jeg fandt forskelligt ragelse, som jeg valgte til indretningen: Midt i vognen ligger nu et tungt stykke aluminium, der gør det ud for at være arbejdsbordet med diverse instrumenter. Her illuderer et lille, rundt udtjent batteri sat på højkant en slags hastighedsmåler, et endestykke fra en gardinstang er en avanceret tæller/printer, en nedfældet maskinskrue er en anden måler, og i stedet for en møtrik, der skal holde midterakslen på plads, fandt jeg et stykke metal med passende gevind, der så ligner ’et-eller-andet-teknisk’ midt i vognen – måske en slags waterpas, der måler sporets vandrette tilstand. Fire forskellige figurer blev placeret rundt om i vognen. Når taget er monteret, kan man alligevel knapt skelne, hvad der er i vognen.

En dims fra en gardinstang, et stykke aluminium, et batteri, noget metal og en omvendt plastkasse – tja, det var min idé om, hvad Mauzinvognen indeholdt. Dagen efter, at jeg havde lavet indretningen, fandt jeg på det svenske jernbanemuseums hjemmeside en del brugbare billeder:

Arbejdsbordet i Mauzinvognen – øjensynligt et langt metalbord med diverse dimser og sager ovenpå – egentlig synes jeg, at mit gætteri om vognens indretning var meget passende. Foto Seved Walther, Järnvägsmuseet

Endnu et kig ind i vognen, der også havde lille køkken, wc og overnatningsfaciliteter. Foto Seved Walther, Järnvägsmuseet

Sidste omgang var at dekorere det ydre og fjerne fejl og mangler: Taget sluttede ikke helt til, da jeg havde savet for meget af, så med lim fik jeg lukket spalterne nogenlunde. Bagefter blev det malet musegråt som i virkeligheden.

Her er en detalje, som jeg først opfattede som et firmasymbol, men som jeg ikke kunne tyde på et af de første billeder. Jeg valgte så at sætte et SJ-symbol der, men siden har jeg opdaget, at det i virkeligheden var de tre skandinaviske landes skjolde, der sad der – meget sympatisk

Nummeret passer heller ikke, men det får blive så. I nichen ved gummivulsterne blev der monteret to orange skabe til UIC-kabler, og på de skrå indhak ved gavlene monterede jeg fire runde stykker klart plast (fra støbeark) – de skulle illudere slutlanterner. Indtil videre undlader jeg at montere den spinkle antenne i gavlen. Clou ‘et eller kronen på det hele var tilføjelsen af det gule mavebælte.

Her tog jeg en 2 mm bred Evergreen-strimmel, limede den fast på arbejdsbordet, og med en pensel med gul maling kunne jeg så male strimlen gul på tre sider. Herefter blev den tørret og limet på plads.

Nu er vognen tæt på at være færdig, og den gule ‘millionærstribe’ er kommet på plads. Igennem de små ruder anes instrumenterne

Vognen er som nævnt ikke en korrekt gengivelse af Mauzinvognen litra Qib 80 74 985 235-8 fra SJ, men snarere en fri fortolkning. For at undgå anklager om falsk varebetegnelse har jeg besluttet at omdøbe den til Maozin-vogn – men også navnet Mazarin-vogn var på tale – og den orange farve kunne inspirere til at døbe den Mandarin-vognen…

P.S. Min udgave af Mauzinvognen var blot én af mange – SJ har haft flere målevogne, men denne var min favorit. Flere af de andre havde omfattende tagudrustning, blandt andet pantografer, men var derfor uegnede til brug i Danmark anno 1963, som er mit ’modelbaneår’. Ofte har jeg set den nyere Strix-målevogn, Qim 33 74 985 0250-5 blandt andet, når den var i Svendborg. som i 1998. Her kørte den i sandwich-tog med MZ 1450 forrest, så målevognen og bagest MZ 1461. I 2001 var det ME 1511, der trak Strix-målevognen, dernæst en Bns-styrevogn og bagest ME 1503 – nok den første gang, der har været ME-lokomotiver i Svendborg.

Efterfølgeren, den svenske Strix-målevogn, på besøg i Odense i 1998. Foto Flemming Søeborg

Og her ankommer måletoget, trukket af ME 1511, til Svendborg den 24. marts 2001. Ud over målevognen medfølger en Bns-styrevogn. Bagest ses ME 1503 – nok første gang, at ME besøgte den sydfynske hovedstad. Foto Flemming Søeborg

Udgivet den 31. oktober 2025